SAS lider milliardunderskud i løbet af fire måneder

24. MAR 2023 • 11:14ERHVERV/POLITIK

Mellem november og februar har SAS tabt 2,4 milliarder kroner, hvilket er et "stort" tab, siger analytiker.

Det skandinaviske flyselskab SAS har tabt 2,4 milliarder kroner i løbet af fire måneder.

Det viser nye tal fra SAS ifølge det norske dagblad Dagens Næringsliv (DN).

- Uanset hvordan vi vender og drejer det, er det et meget stort tab, siger Jacob Pedersen, luftfartsanalytiker hos Sydbank.

Underskuddet er sket mellem november 2022 og februar 2023. Ifølge luftfartsanalytikeren er det lavsæson for SAS, da der ikke er mange rejsende.

I samme periode har det kriseramte selskab haft en omsætning på 6,9 milliarder kroner.

- Når vi kan se, hvad de andre aktører i sektoren leverer af indtjening, så står det stadigvæk lysende klart, at SAS halter langt bagefter, lyder det fra luftfartsanalytikeren.

SAS tabte 600 millioner kroner i februar, mens underskuddet lød på 800 millioner kroner i januar.

Sidste år blev flyselskabet ramt af adskillige kriser.

Blandt andet strejkede piloterne i juli. Strejken varede 15 dage, og den bidrog til, at SAS tabte 1,3 milliarder kroner fra maj til juli.

Imens søgte selskabet konkursbeskyttelse i USA i en såkaldt chapter 11-proces. Den gør, at en amerikansk domstol kan styre forhandlingerne mellem SAS og dets kreditorer.

Konkursbeskyttelsen tvinger desuden flyselskabet til at offentliggøre sine finansielle tal månedligt.

- Det er tiden efter konkursbeskyttelsen, som kommer til at blive endnu barskere for SAS, for der skal man vise, at man kan tjene penge, og det kan man altså ikke i øjeblikket, siger Jacob Pedersen.

I september godkendte en amerikansk domstol et kriselån til SAS på 700 millioner dollar. Det svarer til knap 4,9 milliarder kroner.

Særligt under coronapandemien gik det skidt for SAS. Selskabets indtjening var lav, mens selskabets gæld var høj.

Derfor besluttede Danmark og Sverige at give SAS økonomisk hjælp.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU