Regeringen ville give Lars Aagaard en næse men blev afvist
Regeringsordfører fortæller, at man forsøgte at indgå aftale om fælles kritik af klimaministers fortielse.
Regeringen ville gerne være gået sammen med oppositionen om at udtale kritik af klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).Det bliver dog afvist torsdag af oppositionen, som ikke vil nøjes med en såkaldt næse til ministeren, men i stedet vil have en afstemning om mistillid, fortæller klimaordfører Jesper Petersen (S).
- Jeg synes, det er fair at anerkende, uanset om det er en minister i en regering, man selv er i, at her er det på sin plads, at der er givet en undskyldning, siger Jesper Petersen.
Klimaordføreren fra regeringspartiet deltog i et møde torsdag eftermiddag i udvalget, da sagen om Lars Aagaards tilbageholdelse af oplysninger om forsinkelser af elnettet blev behandlet.
Men han kom hurtigt ud alene fra udvalgsmødet med beskeden om, at hans forslag var afvist.
- Det kunne man så godt have måske fundet en fælles måde at formulere på tværs af partierne, men det er ikke det, der har været ønsket fra oppositionspartierne, og så står det, som det gør nu, siger Jesper Petersen.
Flere medlemmer af oppositionen sagde efter torsdagens udvalgsmøde, at de vil have sagen til en afstemning om mistillid i folketingssalen.
Aktuelt har regeringen 89 stemmer, da både tre nordatlantiske mandater og løsgængeren Jon Stephensen har valgt at støtte regeringen og ministeren.
Og da løsgængeren Peter Seier Christensen ikke vil blande sig, og ikke er erstattet af en suppleant, kan der ikke umiddelbart samles et flertal imod Lars Aagaard i en afstemning.
En minister væltes, hvis der samles et flertal imod ham eller hende i en sådan afstemning.
For Jesper Petersen er der ingen tvivl om, at Lars Aagaard har begået en fejl, og det er baggrunden for den kritik, der bør udtales.
- Det var informationer, der skulle være tilgået Folketinget.
Hvis en minister har begået en fejl, som den klimaministeren har begået, kan et flertal i Folketinget vedtage en beslutning med kritik af ministeren.
Det kan ske i fagudvalget. Men det kan også ske i folketingssalen.
Regeringen ville være klar til at tale om at gøre det sidste, lyder det fra Socialdemokratiets ordfører - hvis interessen havde været der fra oppositionen.
- Det kunne det være blevet, og vi kunne godt have været klar til at diskutere sådan en klar anerkendelse af, at det er en berettiget kritik, at ministeren ikke gav de her informationer til Folketinget, siger Jesper Petersen.
/ritzau/