Regeringen vil skære over 1.000 årsværk i statslig administration

28. MAJ 2024 • 20:11ERHVERV/POLITIK

I 2025 skal der skæres 1.000 årsværk i statslig administration for at skaffe penge til velfærd, siger Wammen.

Regeringen vil skære 1.000 årsværk i den statslige administration fra 2025.

I årene efter skal det tal stige og endnu flere statslige arbejdspladser nedlægges.

Det siger finansminister Nicolai Wammen (S).

- Når vi beder kommuner og regioner om at skære ned på bureaukratiet, er det kun rimeligt, at vi i staten tager vores egen medicin. Det gør vi nu, siger han.

Udtalelsen falder, mens Nicolai Wammen forhandler en ny økonomiaftale med kommuner og regioner.

Herfra har det længe lydt, at det var skævt, at man skulle effektivisere og spare i det nære, når staten går fri.

- Vi vil derfor reducere vores statslige administration med 1.000 årsværk det første år og følge op med endnu flere i de efterfølgende år, siger Nicolai Wammen.

De færre årsværk følger, efter at regeringen har besluttet at spare 400 millioner kroner på det statslige bureaukrati.

Wammen kan endnu ikke sige, hvor mange penge de færre årsværk vil skaffe. Det afhænger af, hvilken type stillinger, der nedlægges.

- Men det vil være et betydeligt trecifret millionbeløb, der frigives.

Selv om ministeren ikke kan sætte et specifikt beløb på, vil han bruge manøvren i forhandlinger med kommunerne og regionerne. Ligeledes peger han på finansloven for næste år som et sted, der kan sættes ind.

- De vil gå til velfærd i de forhandlinger, siger han.

- Det er penge, vi tager fra administrationen og bruger på opgaver, vi synes er vigtigere.

De færre årsværk i statens ministerier og styrelser vil ikke skulle betyde, at de samme opgaver skal løses af færre ansatte, der så skal løbe hurtigere, betoner finansministeren.

I stedet skal der løses færre opgaver.

- Det er vigtigt at sige, at vi ser på denne øvelse, som at vi vil lave opgavebortfald, siger Nicolai Wammen.

- Der kommer færre opgaver, der skal løses, så vi kan prioritere de her penge til vigtigere ting, herunder den nære velfærd i kommuner og regioner i forhold til børn, ældre og sundhedsvæsnet.

Nicolai Wammen kan endnu ikke nævne hvilke opgaver, der ikke skal løses i fremtiden.

Det er dog en afgørende forudsætning, påpeger fagforeningen Djøf, der varetager akademikere og ledere.

- Det er helt afgørende, at man rent faktisk gennemfører besparelserne ved at fjerne opgaver, siger Sara Vergo, formand i Djøf.

- Medarbejderne i staten løber allerede rigeligt stærkt, så man kan ikke bare nedlægge stillinger og forvente, at de tilbageblevne medarbejdere kan nå det samme.

Omvendt får det en positiv modtagelse hos Dansk Industri.

- Det er positivt, at regeringen endelig løfter ambitionerne for besparelser på administration i staten. Det er kun tiltrængt. Staten har siden 2016 ansat mere end 13.000 flere i offentlig administration, siger politisk direktør i DI, Morten Høyer.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

11. JUN 2024 • 15:59ERHVERV/POLITIK
Nyheden er trukket tilbage

SENESTE RITZAU

12. JUN 2024 • 16:33SPORT
Manden i NBA's velkendte logo er død