Regeringen vil sende ekstra millioner til kokkelandsholdet i finanslov

25. AUG 2025 • 05:30ERHVERV/POLITIK

Dansk gastronomis fremgang skal fortsætte, mener regeringen, der vil sende yderligere millioner efter kokke.

Det går forrygende for dansk gastronomi, og det skal det blive ved med at gøre.

Derfor vil regeringen på finansloven for næste år afsætte ekstra millioner i tilskud til kokkelandsholdet og Bocuse d'Or, det uofficielle VM for kokke, der afholdes hvert andet år.

- Dansk gastronomi er inde i en rivende udvikling. Ikke mindst takket være den synlighed, som kokkelandsholdet gennem efterhånden en hel del år har været med til at give gastroområdet, siger fødevareminister Jacob Jensen (V).

Regeringen vil i sit finanslovsudspil, der skal præsenteres senest på søndag, øge tilskuddet med 2,5 millioner kroner om året i 2026-2027 og med fire millioner kroner årligt i 2028-2029.

Hertil kommer ekstra 1,5 millioner kroner årligt fra 2026-2028 fra regeringens Mad- og Gastronomireserve.

Således vil det årlige tilskud til kokkelandsholdet og Bocuse d'Or være på 5,5 millioner kroner årligt i 2026-2028 og på 4,0 millioner kroner i 2029. I år var tilskuddet på 1,5 millioner kroner.

- Det giver noget sikkerhed og stabilitet for kokkelandsholdet og Bocuse d’Or-holdet de næste år, og vi giver samtidig en "topup", så deres indsats kan få et ekstra nøk. Det bliver ikke billigere at lave den slags indsatser.

- Så det er for at understøtte den synlighed, som de har været med til at skabe om det, at danske fødevarer og gastronomi er i verdensklasse, siger Jacob Jensen.

Danmark med kokken Sebastian Holberg Svendsgaard i spidsen fik i januar sølv ved dette års Bocuse d'Or, der afholdes i Frankrig.

Danmark er sluttet blandt de to bedste ved syv af de ti seneste Bocuse d'Or-konkurrencer, og tre af gangene er det blevet til dansk guld.

Det øgede tilskud skal blandt andet bruges på at betale rejseudgifter og skabe de rette træningsfaciliteter, der skal til, for at de danske kokke skal kunne blive i verdenseliten.

Jacob Jensen peger på, at pengene vil komme dansk turisme til gode.

- For en ret beskeden sum penge er det noget, der giver enorm synlighed for dansk gastronomi og dermed den turismeindsats og de overnatninger. Der kommer folk fra nær og fjern til Danmark alene af den grund, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT