Regeringen vil give kommuner 2,5 milliarder kroner ekstra

30. AUG 2024 • 16:56ERHVERV/POLITIK

Trods en historisk økonomiaftale er flere kommunerne trængte, og de får nu endnu en håndsrækning.

En række kommuner har råbt op om, at de er økonomisk trængte af forskellige tekniske årsager, og derfor er der en håndsrækning på vej fra regeringen.

Kommunerne har sået tvivl om, hvorvidt de overhovedet ville mærke den historisk gode økonomiaftale, der blev indgået i maj.

Det skyldes, at flere kommuner bliver hårdt ramt af blandt andet det nye vurderingssystem, der påvirker provenuet for grundskyld.

Derfor vil regeringen give endnu en håndsrækning til kommunerne på 2,5 milliarder kroner.

- Vi har oplevet i kølvandet på kommuneaftalen, at der er en række kommuner, der står med store likviditetsudfordringer.

- Selv om de har fået lov at bruge flere penge til velfærd, så har de ikke penge i kassen til det, siger finansminister Nicolai Wammen (S) fredag ved præsentationen af udspillet til finansloven.

Regeringen lavede i maj en økonomiaftale med kommunerne, som var historisk god. Men nogle kommuner er stadig trængte, fordi de er ramt af forkerte ejendomsvurderinger af grundskylden.

- Selv om vi lavede den bedste kommuneaftale i 15 år eller mere, har vi ikke påstået, at kommunerne er fri for at træffe hårde beslutninger. Nogle kommuner står i en svær situation, og det vil nogle kommuner også gøre efter i dag, siger Wammen.

Foruden de 2,5 milliarder har regeringen fredag også udmøntet særtilskudspuljen til 22 vanskeligt stillede kommuner. Puljen for 2025 er på 800 millioner kroner, hvilket er 66 millioner mere end året forinden.

At kommunerne nu får 2,5 milliarder kroner ekstra har intet at gøre med næste års kommunalvalg i november, hvor Socialdemokratiet og Venstre har mange borgmesterposter på spil.

- Det her handler om, at vi som regering har et ønske om at styrke den nære velfærd i vores kommuner i forhold til daginstitutioner, skoler og ældrepleje, og at vi ønsker at investere i sundhedsvæsenet.

- Det ønsker vi, om der er kommunalvalg eller ej, siger Wammen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT