Regeringen afviser borgmestre: Har leveret historisk velfærd

21. SEP 2023 • 10:56ERHVERV/POLITIK

Socialdemokratiske borgmestre mener, at regeringen bør droppe skattelettelser og levere mere velfærd.

Regeringen investerer historisk mange penge i velfærden, lyder det i et svar til de kommuner, som er nødt til at skære i velfærden for at få budgetterne til at gå op.

Hvert fjerde socialdemokratiske byrådsmedlem er imod regeringens varslede skattelettelser og vil i stedet bruge pengene på velfærd. Men regeringen har allerede investeret historisk meget ifølge skatteminister Jeppe Bruus (S).

- Der er nogle enorme investeringer i velfærdssamfundet i de her år, som faktisk er historiske, hvis man kigger på tidligere år, siger han.

- Samtidig er vi i en situation, hvor vi takket være en god og fornuftig økonomisk politik under corona står et virkelig, virkelig godt sted med fuld, nærmest fuld, beskæftigelse.

I en rundspørge svarer 198 ud af 229 socialdemokratiske byrådsmedlemmer, at regeringen bør droppe planerne om skattelettelser og i stedet bruge pengene på den borgernære velfærd.

Dermed er mere end hvert fjerde byrådsmedlem fra Socialdemokratiet imod, idet rundspørgen er sendt til 743 byrådsmedlemmer. Det skriver TV 2.

Skatteministeren har forståelse for, at det er svært at få budgetterne til at passe i kommunerne, fordi der er nogle udgifter, der stiger, og der har været en periode med høj inflation.

- Det er med til at presse økonomien ude i kommunerne, så det har vi stor forståelse for, siger han og afviser, at borgmestrene får flere penge, som de beder om.

Han påpeger, at regeringen har afsat milliarder af kroner til sundhedssektoren, psykiatrien og uddannelser samt en ekstra milliard kroner til kommuner og regioner.

Samtidig har regeringen varslet skattelettelser på fem milliarder kroner og siden lovet mere.

I årevis har Socialdemokratiet argumenteret for, at der ikke er råd til både velfærd og skattelettelser, men nu går det så godt for samfundet, at der er råd til begge dele, lyder det.

- Det er blandt andet, fordi vores samlede nationaløkonomi ser anderledes ud nu, end den gjorde tidligere. Tidligere var vi udfordret af både demografi og den berømte hængekøje, der betyder, at færre skal forsørge flere.

- Nu har vi en situation, hvor vi blandt andet takket være en klog økonomisk politik, reformer og så videre kan se ind i, at økonomien er stærkere end det, man kunne forvente bare for 5-10 år siden, og som også gør, at vi har et ekstra råderum, siger han.

Han minder om, at Socialdemokratiet gik til valg på en bred regering og skattelettelser.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT