Regering erkender langsom klimasikring og afsætter millioner

29. AUG 2025 • 16:19ERHVERV/POLITIK

Kystbeskyttelse har længe været ønsket i dele af landet, som er truet af stormfloder, der bliver vildere.

Det går for langsomt med at klimasikre Danmark.

Det erkender regeringen, som i årevis har hørt på klagesangen fra borgere i store dele af landet.

I finanslovsforslaget for 2026 afsættes derfor 900 millioner kroner til en "accelerationspakke", som skal sikre hurtigere og bedre kystbeskyttelse.

- Stadig flere kommuner er truet af stormfloder, og de bliver vildere og hyppigere år for år. Mange danskere har allerede oplevet de voldsomme skader, som den nye virkelighed forårsager på vores boliger og lokalsamfund.

- Men det går for langsomt med at klimasikre landet, siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

En del af pengene skal gå til miljøundersøgelser og planlægning af et kystsikringsprojekt i hovedstaden.

Kystpuljen, hvor kommuner og digelag kan søge om penge, bliver forlænget til 2028, og derudover får danske diger et helbredstjek.

Ministeren vil have staten til at spille en større rolle, og derfor igangsættes statslige forundersøgelser af mindst ti konkrete kommunale kyststrækninger.

Det skal sætte skub i projekterne, hvor der er et særligt presserende behov for kystsikring.

- Staten skal spille en større rolle end tidligere og løfte et bredere ansvar for klimasikringen, siger Magnus Heunicke.

Mange kommuner og borgere giver dog regeringen ret i, at det går for langsomt. Det gælder for eksempel i Dragør Kommune ifølge borgmester Kenneth Gøtterup (K).

- Nu går vi i gang med miljøundersøgelser, og det hilser vi velkommen. Men jeg har også peget på, at vi har brug for ændret lovgivning omkring finansieringen, fordi udgifterne slet ikke kan holdes inden for den lovgivning, der er i dag, siger borgmesteren til DR.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT