Prognoser sender LA og DD ind i EU-Parlamentet
De Radikale bliver halveret, men er stadig i EU-Parlamentet, viser prognoser. Også Støjbergs parti er inde.
Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Moderaterne får plads i EU-Parlamentet for første gang, viser prognoser fra DR og TV 2. Også De Konservative, De Radikale og Enhedslisten er inde.Som det eneste af de 11 partier, der var opstillet til valget, er det kun Alternativet, som ifølge prognoserne ikke får et af de i alt 15 danske mandater, der kæmpes om.
En prognose er ikke et endeligt resultat, men en fremskrevet analyse baseret på valgstedsmålinger, optalte stemmer og relevante data fra meningsmålinger.
For Liberal Alliance blev fjerde gang dermed lykkens gang efter tre mislykkede EU-valg uden at få et mandat. Partiet står til ét mandat.
- Vi er enormt stolte over og glade for, at vi har fået det bedste valg i partiets historie i forhold til Europa-Parlamentet. Når vi har haft målinger på ti procent, viser det, at man ikke altid kan tage meningsmålinger for gode varer.
- Der er kun den ene måling, der er sidst på valgdagen, som tæller. Det skal vi huske i Liberal Alliance, når vi har gode målinger, siger LA's partileder, Alex Vanopslagh.
Også Danmarksdemokraterne, som anført af formand Inger Støjberg for første gang stiller op til et valg til EU-Parlamentet, får et enkelt mandat.
Det samme gør De Konservative, De Radikale, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
De Konservatives formand, Mona Juul, er tilfreds.
- At vi står her i dag, er tegn på, at vi kommer videre, og vi kommer fandeme godt videre, skal jeg hilse at sige, siger Mona Juul i sin tale til medlemmerne.
For De Radikale er der tale om en halvering sammenlignet med 2019-valget.
SF står til at blive det største parti med tre mandater. Derefter følger Socialdemokratiet. Ligeledes med tre mandater.
Venstre står i begge prognoser til at blive halveret fra fire til to mandater.
Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, er forståeligt skuffet.
- Det er selvfølgelig en lille streg i regningen. Men altså, det er sådan, det er i et demokrati. Det er borgerne, der har stemt, og det kan man kun have respekt for.
- Vi har lært supermeget. Jeg er glad for processen og kandidaterne, men det ville have været en dejlig sejr, hvis vi havde fået et mandat denne gang. Det får vi næste gang, siger hun.
/ritzau/