Finanstilsynet slår ned på Danske Banks hvidvaskkontrol

19. AUG 2025 • 17:32ERHVERV/POLITIK

Danske Bank skal stramme sine procedurer på en række områder for at undgå hvidvask.

Danske Bank får to påbud af Finanstilsynet om at revidere sin risikovurdering og hvidvaskpolitik.

Det skriver Finanstilsynet, der var på inspektion hos banken i foråret, i en pressemeddelelse.

- Finanstilsynet vurderer, at bankens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er høj.

- Vurderingen er blandt andet baseret på bankens størrelse, kundeportefølje, produktudvalg og geografiske eksponering, skriver Finanstilsynet i afgørelsen.

Danske Bank får påbud om at revidere sin risikovurdering ved at identificere og vurdere risikofaktorer, der er forbundet med bankens forretningsmodel.

Tilsynet skriver desuden, at banken skal revidere sin politik for "effektiv forebyggelse, begrænsning og styring af risici for hvidvask og finansiering af terrorisme".

I december 2022 fik Danske Bank den hidtil største bøde for manglende overholdelse af reglerne, der skal hindre hvidvask og finansiering af terrorisme.

Her accepterede banken en bøde på 3,5 milliarder kroner i straffesagen om hvidvask i bankens estiske filial.

Finanstilsynet skriver i pressemeddelelsen tirsdag, at Danske Bank allerede forud for forårets inspektion har arbejdet på at forbedre både risikovurdering og politik.

I en kommentar på sin hjemmeside skriver Danske Bank, at den tager Finanstilsynets påbud til efterretning.

Banken skriver desuden, at den har iværksat tiltag, der skal forebygge hvidvask og terrorfinansiering.

- Vi vil fortsat arbejde på at forbedre vores processer yderligere og løbende gennemgå vores forretningsgange og kontroller med henblik på at sikre, at de effektivt understøtter vores indsats for at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering, siger Monika Wieczorkowska, der er Head of Financial Crime Compliance i Danske Bank.

Banken har ikke yderligere oplysninger, fortæller den til Ritzau.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT