Pia Olsen Dyhr insisterer på at tale velfærd i en krigstid

22. MAR 2025 • 06:00ERHVERV/POLITIK

Selv om forsvar dominerer dansk politik, insisterer SF inden landsmøde på, at der skal investeres i velfærd.

Forsvar- og sikkerhedspolitik er unægtelig det, der aktuelt fylder mest på Christiansborg.

Men selv om velfærd for nu er trængt i baggrunden, insisterer SF og formand Pia Olsen Dyhr på at fastholde det på bordet.

Derfor har SF-formanden blandt andet også et nyt velfærdsudspil med i hatten, når hun lørdag og søndag møder baglandet til partiets årlige landsmøde.

Selv om Pia Olsen Dyhr ikke tror på, at et valg er lige om hjørnet, har hun alligevel fremlagt partiets linje før en valgkamp. Og en af parolerne er klassikeren: Velfærd eller skattelettelser.

Hun accepterer ikke en omskrivning til "velfærd eller forsvar".

- Det er et prioriteringsspørgsmål. Altså, man kan prioritere og sige, at så vil vi have en sikkerhedsskat, så vi kan finansiere forsvaret, siger Pia Olsen Dyhr.

SF insisterer på, at der skal investeres i velfærd til at nedbringe ventelister på sygehuse, at tilvejebringe bedre behandling af de ældre på plejehjem og bedre forhold til børnefamilierne.

- At skære yderligere på det, vil være at skære ind i kernen af noget af det, som vi vil forsvare.

SF foreslår med indførelse af en sikkerhedsskat at fastfryse topskattegrænsen. Det vil sige, at når lønningerne stiger, øges skatteindtægterne, fordi topskattegrænsen fastholdes.

Det kan ifølge partiet alene tilvejebringe syv til otte milliarder kroner årligt. Dertil vil man se på, hvordan der kan findes flere skatteindtægter på overnormale profitter.

- Der er ingen, der siger, det skal være den helt almindelige lønmodtager, der bare skal få en højere skat. Jeg synes sådan set godt, at vi kan beskatte de bredeste skuldre, siger Pia Olsen Dyhr.

I de seneste målinger fra Voxmeter er SF gået tilbage efter i en længere periode at have været over 15 procent. Mandag stod partiet til 13,2 procent af stemmerne, hvilket stadig er markant mere end valgresultatet fra 2022 på 8,3 procent.

Samtidig er Socialdemokratiet med statsministeren i spidsen gået frem efter en lang række udtalelser om oprustning, krig og krise fra forskellige hovedstæder.

Spørgsmål: Er det svært at være et parti, der vil tale velfærd i en krigstid?

- Ja, det kan godt være. Men jeg vil bare insistere på, at vi stadig mener det, vi mener.

- Man kan faktisk godt mene mere end en ting ad gangen. Det tror jeg også, at vælgerne kan, siger SF-formanden.

Spørgsmål: Hvis Rusland ikke stopper og angriber ind i et Nato-land, hvor vigtig er normeringer i en børnehave så?

- Altså, jeg tror, jeg vil passe meget på med at sige, at Rusland angriber et Nato-land lige om lidt. Det tror jeg, og håber jeg, ikke sker.

- Men, jeg er helt sikker på, at hvis vi stod i den akutte situation, så er der ingen, der vil snakke om noget andet, end nu skal vi bare bekæmpe dem, og så tror jeg selv, at jeg vil melde mig til Forsvaret, siger Pia Olsen Dyhr.

SF kommer til at støtte en oprustning af Forsvaret fuldtonet. Det bliver uden tøven.

Og med en indrømmelse: At venstrefløjen har svigtet.

- Vi kommer til at bakke op om Natos styrkemål, og også at Danmark skal levere på det.

- Og hvis jeg skal komme med en erkendelse - det skal man jo nogle gange - så må jeg indrømme, at vi på venstrefløjen ikke har taget det alvorligt nok. Vi har nok høstet lidt for meget fredsdividenden i mange år, og det har slidt vores forsvar ned.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT