Partner i advokathus erkender flere sager om uønsket adfærd

19. FEB 2025 • 09:51ERHVERV/POLITIK

Det er en klar besked til Plesner, at ansatte har følt sig nødsaget til at gå til medier, lyder det i brev.

Der har "over årene" været flere episoder og sager om uønsket adfærd i advokathuset Plesner, der har mere end 630 ansatte.

Det skriver ledende partner i Plesner Niklas Korsgaard Christensen i et brev til advokathusets klienter, som AdvokatWatch og Finans er i besiddelse af.

Han understreger i brevet til klienterne, at det er en "klar besked til os", at tidligere og nuværende ansatte har følt sig nødsaget til at gå til medierne for at blive hørt.

Brevet kommer, efter at 15 tidligere og nuværende ansatte har fortalt medierne, hvordan sexisme og mobning har floreret i den afdeling, som en unavngiven partner stod i spidsen for.

Partneren, der er blevet beskyldt for grænseoverskridende adfærd, er senere udtrådt af firmaet efter aftale med Plesner.

I første omgang lød det fra ledelsen i Plesner, at den ikke kunne genkende det billede, som Finans og AdvokatWatch tegnede.

Niklas Korsgaard Christensen har svaret de to medier onsdag, at Plesner siden 2020 har haft flere sager, som advokathuset har håndteret blandt andet med iværksættelse af tiltag, der ikke er nærmere uddybet.

Formand for Djøf Advokat Rasmus Thingholm ser Plesners henvendelse til klienterne, som et udtryk for, at ledelsen i Plesner erkender, at den ikke har levet op til sit ansvar om at sikre et trygt og chikanefrit arbejdsmiljø.

- Plesner har nu rakt ud til os i Djøf for at få inspiration til at udvikle og fremme et godt og trygt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne har tillid til, at de kan gå til HR og ledelse med henvendelser om uønsket adfærd, siger Rasmus Thingholm i en skriftlig kommentar.

Flere personer fortalte til Finans og AdvokatWatch i slutningen af januar, at de havde oplevet, at en ejerpartner havde været fysisk grænseoverskridende ved især festlige lejligheder. Flere beskrev ham desuden som opfarende og utilregnelig.

De tidligere og nuværende ansatte fremgik anonyme i de to mediers historier.

I efteråret 2023 gik en gruppe kvindelige ansatte ifølge medierne til Plesners daværende HR-chef med en fælles kritik af ejerlederen.

De fik besked om, at klagen var blevet videregivet til ledende partner Niklas Korsgaard Christensen og bestyrelsesformand Tom Kári Kristjánsson.

Klagen resulterede ifølge medierne i en kortfattet undskyldning overbragt af HR.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Niklas Korsgaard Christensen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT