OVERBLIK: Sager klæber sig til medlemmer af Moderaterne

25. MAR 2023 • 05:30ERHVERV/POLITIK

Moderaterne holder først ordinære årsmøde lørdag. Flere medlemmer har sager bag sig.

Moderaterne holder lørdag sit første ordinære landsmøde i Vejle i lyset af, at flere folketingsmedlemmer er forfulgt af møgsager.

Læs mere her:

* Kristian Klarskov:

Den østjyske spidskandidat forlod i november 2022 Folketinget efter tre uger. Det skete efter afsløringer af, at hans karriere som iværksætter slet ikke var så succesfuld, som partiet gav udtryk for. Han har aldrig startet en succesfuld virksomhed eller skabt arbejdspladser, som det var påstået.

* Tobias Grotkjær Elmstrøm:

Advokaten, der i øjeblikket er på barselsorlov fra Folketinget, har blandt andet groft tilsidesat god advokatskik og er blevet pålagt at betale store bøder.

* Jakob Engel-Schmidt:

I 2017 blev den daværende Venstre-politiker stoppet af politiet, da han kørte bil med kokain i blodet. Han blev frakendt kørekortet og fik en bøde. Da Ekstra Bladet først spurgte ham ind til det, undlod han at svare og tog orlov fra Folketinget. Siden kom det frem.

* Jon Stephensen:

Den arkitekt- og journalistuddannede Stephensen blev i 2022 fyret som teaterchef på Aveny-T efter år med flere succesfulde forestillinger.

Han anklages for at forfalske en underskrift og for at skabe et ubehageligt arbejdsmiljø med trusler, magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd i sin tid på teatret. Han kalder fyringen politisk.

* Jeppe Søe:

Den tidligere studievært på TV 2 og TV3 har gennem en årrække fremsat kontroversielle og sexistiske udtalelser om kvinder. Blandt andet om Mette Bock fra Liberal Alliance og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.

Det har partiet taget afstand fra og kaldt "fejl".

* Lars Løkke Rasmussen:

Lederen af partiet og den tidligere statsminister har flere sager bag sig. I sin tid som amtsborgmester lod han skatteyderne betale for taxature, cigaretter, forretningsrejser uden om det fastlagte program samt entré til et kasino og et diskotek.

Han rejste dyrt som formand for klimaorganisationen GGGI og lod den betale for en rejse til sin datter til Brasilien. I 2014 blev han desuden afsløret i at lade Venstre betale for 152.000 kroners tøj, da han var statsminister.

Kilder: Frihedsbrevet, Berlingske, Politiken, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Børsen og Ritzau.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU