Ikkevestlige indvandrere haler ind på danskere i job

11. NOV 2025 • 05:05ERHVERV/POLITIK

Ikkevestlige indvandrere har mindsket beskæftigelseskløft, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Beskæftigelsen af ikkevestlige indvandrere er de seneste tre år steget med knap 30.000 til et rekordhøjt niveau.

Det betyder, at forskellen i beskæftigelse på ikkevestlige indvandrere mellem 15 til 64 år og personer med dansk oprindelse i samme aldersgruppe befinder sig på et historisk lavt niveau.

Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

61,8 procent af ikkevestlige indvandrere i aldersgruppen var i arbejde i andet kvartal af 2025. For personer med dansk oprindelse var beskæftigelsen 75,7 procent.

På mindre end tre år er forskellen mindsket med 2,8 procentpoint, så den nu lyder 13,9 procent.

Forskellen er dermed den laveste siden 2008, hvor Danmarks Statistik begyndte at opgøre tallene, skriver AE.

Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom i AE, fortæller, at gode konjunkturer har åbnet arbejdsmarkeret for flere.

- Det danske arbejdsmarked er velsmurt og bliver ved med at skrive historie, siger Sofie Holme Andersen i en pressemeddelelse.

- Grupper, som historisk har haft svært ved at finde fodfæste, er i højere grad kommet i arbejde, fordi der er brug for arbejdskraften. Det gælder ikke mindst personer med ikkevestlig indvandrerbaggrund, siger cheføkonomen.

I andet kvartal af 2025 var 209.950 ikkevestlige indvandrere mellem 15 og 64 år i beskæftigelse i Danmark. Ved udgangen af 2022 gjorde det samme sig gældende for 181.148 personer.

Ukrainske indvandrere er ikke medtaget i analysen.

Analysen fra AE viser også, at beskæftigelsesmulighederne de seneste tre år er forbedret for seniorer, langtidsledige og kontanthjælpsmodtagere.

AE er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut. I samarbejde med blandt andre fagbevægelsen udgiver tænketanken analyser, rapporter og økonomiske analyser.

AE skriver på sin hjemmeside, at den arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT