OVERBLIK: Det regionale landkort skal laves om

29. SEP 2025 • 06:00ERHVERV/POLITIK

Fem regioner bliver til fire, og der skal vælges 71 færre regionsrådsmedlemmer ved kommende regionalvalg.

Fra 1. januar 2027 får Danmark en ny Region Østdanmark.

Det blev besluttet af et politisk flertal i en ny sundhedsreform, der blev vedtaget i november 2024.

Læs her om det nye regionale landkort, og hvad det betyder for regionalvalget 18. november:

* Region Østdanmark er en sammenlægning af de to eksisterende regioner: Region Sjælland og Region Hovedstaden.

* Fra 1. januar 2027 vil Danmark dermed have fire regioner frem for de nuværende fem regioner.

* Ved regionalvalget 18. november vælges der regionsrådsmedlemmer til de nye fire regioner - i alt skal 134 medlemmer vælges: 47 i Region Østdanmark, 31 i Region Syddanmark, 31 i Region Midtjylland og 25 i Region Nordjylland.

* Ved tidligere regionalvalg siden omlægningen til regioner i 2007 med Strukturreformen er der blevet valgt 205 regionsrådsmedlemmer i alt - 45 i hver region.

* 2026 fungerer som et overgangsår til Region Østdanmark, hvor de eksisterende regionsråd i Region Sjælland og Region Hovedstaden fortsat varetager driften.

* Det nye regionsråd for Region Østdanmark, der vælges 18. november, vil i 2026 fungere som et forberedelsesudvalg.

* Der oprettes også 17 sundhedsråd, der kommer til at bestå af både regionale og kommunale politikere. De regionale politikere har flertal. Sundhedsrådene får blandt andet ansvaret for de almenmedicinske tilbud og patientrettet forebyggelse.

* 46 procent af Danmarks indbyggere kommer til at høre under Region Østdanmark, 23 procent vil høre under Region Midtjylland, 21 procent vil høre under Region Syddanmark, mens 10 procent vil have hjemme i Region Nordjylland.

* Formændene i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland, henholdsvis Bo Libergren (V), Anders Kühnau (S) og Mads Duedahl (V), genopstiller alle.

* Nuværende formand for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj, er Socialdemokratiets spidskandidat i Region Østdanmark, hvor han fra Venstre udfordres af Camilla Hove Lund, der er medlem af regionsrådet i Region Sjælland.

Kilde: Danske Regioner, Region Hovedstaden og Ritzau.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT