Økonom peger på fleksibelt arbejdsmarked som årsag til lav ledighed

28. JUN 2024 • 08:56ERHVERV/POLITIK

Antallet af ledige på dagpenge steg med 600 i maj, mens antallet af ledige på kontanthjælp faldt med 200.

Der kom lidt flere ledige i Danmark i løbet af maj.

Her steg antallet af ledige med 400 til 87.000. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som er blevet offentliggjort fredag morgen.

Ledigheden udgør fortsat 2,9 procent af arbejdsstyrken. Det har den gjort de seneste seks måneder.

Stigningen dækker over, at antallet af ledige på dagpenge er steget med 600, mens antallet af ledige på kontanthjælp er faldet med 200 i maj.

I løbet af det seneste år er antallet af ledige steget med 4200. Men siden årsskiftet er der blot kommet 355 flere ledige.

- Luppen skal i brug for at se, hvilken vej ledighedskøen bevæger sig i øjeblikket, påpeger Brian Friis Helmer, som er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til tallene.

- Arbejdsmarkedet klarer sig ufatteligt godt, og vi ser det også på andre parametre, hvor beskæftigelsen sætter rekord efter behag, lyder det videre.

I april var der 3.023.300 lønmodtagere i Danmark, hvilket var 6.600 flere end måneden før. I september 2023 passerede antallet af lønmodtagere for første gang tre millioner.

Erik Bjørsted, som er cheføkonom i Dansk Metal, hæfter sig da også ved, at mange arbejdsløse hurtigt kommer ud af ledighedskøen igen.

- Det skyldes, at vi har et meget fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er nemt at hyre og fyre arbejdskraften, og derfor er der hele tiden en masse nye jobåbninger, som også kommer arbejdsløse til gode, skriver han i en kommentar.

Derfor bekymrer det ikke Erik Bjørsted, at der kom lidt flere ledige i maj. Han vurderer, at arbejdsløsheden vil forblive lav grundet hård konkurrence om arbejdskraften.

- Før finanskrisen var der mindre end to arbejdsløse for hver ledig stilling. Det er også tilfældet i dag. Samtidig er væksten på vej op, så kampen om de ledige hænder spidser til. Derfor er der gode muligheder for at komme hurtigt ud af ledighedskøen igen, skriver han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU