Nye boligejere skal selv fordele skatter med tidligere ejere

26. JUN 2024 • 22:57ERHVERV/POLITIK

Med den nye ejendomsvurderingslov skal borgerne selv fordele både boligafgifter og skatter mellem sig.

Folk, der enten har købt eller solgt en bolig, skal selv stå for at opkræve og fordele både ejendomsbidrag og skat mellem sig.

Det står klart i det nye boligskattesystem, der trådte i kraft ved årets begyndelse, skriver Politiken.

Vurderingsstyrelsen er i gang med at udsende ekstraregninger eller tilbagebetalinger til hundrede tusinde boligejere. Det sker i takt med, at styrelsen udarbejder endelige ejendomsvurderinger.

Opgørelsen, om der er betalt for lidt eller for meget i grundskyld fra 2021 til 2023, sendes til den aktuelle ejer af boligen. Også selv om den enkelte bolig har skiftet ejer i den treårige periode.

Det vil sige, at den nye ejer vil få penge tilbage, hvis der er betalt for meget, eller omvendt modtage en regning hvis der er betalt for lidt af den tidligere boligejer.

Med den nye ejendomsvurderingslov skal borgerne nu selv fordele regningen mellem sig, og de har selv ansvaret for, at pengene bliver overført.

At det nu er borgerne, og ikke myndighederne, der står for fordelingen, er et grundlæggende problem. Det siger advokat Niels Erlandsen, der er formand for Danske Boligadvokater, til Politiken.

- Det er meget usædvanligt, og det er beskæmmende for retssikkerheden. Vurderingsstyrelsen bør selvfølgelig splitte skatten ad og fordele den mellem den gamle og den nye ejer, siger Niels Erlandsen.

Set fra Niels Erlandsens perspektiv bør afgifterne og boligskatterne fordeles mellem den tidligere og nye ejer, ud fra den periode de har ejet boligen.

Med den nye lovændring kan kommunerne også udsende samlede opkrævninger for blandt andet for rottebekæmpelse og affaldshåndtering til boligens ejer. Den regning fastsættes til 1. januar, og ejeren på det tidspunkt skal betale for hele årets udgift.

Det vil sige, at en borger potentielt skal betale for disse udgifter, selv om der er kommet nye ejere af boligen efter 1. januar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU