Ny aftale skal sikre kortere ventetid til psykologen

29. MAR 2023 • 20:54ERHVERV/POLITIK

Tiltag i ny aftale skal sikre behandling af flere patienter og dermed kortere ventetid for den enkelte.

Kortere ventetid til psykologhjælp og et mere sammenhængende behandlingsforløb.

Det skal en ny aftale mellem Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening sikre.

Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse.

- Vi har haft ikke-forbrugte penge, men stadig lange ventetider på den almene ordning, altså når man går op til sin læge og får en henvisning til en psykolog, siger Heino Knudsen (S), der er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

- Blandt andet ved nogle rent tekniske ændringer og ved at putte flere penge i ordningen har vi lavet en rigtig god aftale, som jeg tror på kan være med til at nedbringe ventetiderne.

Målet med den nye aftale er blandt andet at nedbringe ventetiden på psykologbehandling med offentligt tilskud.

Det skal også sikres, at patienter i psykologbehandling får et mere sammenhængende behandlingsforløb i sundhedsvæsnet.

Ud over at der er afsat flere penge til den almene ordning, udvides kapaciteten i ordningen.

De tiltag ventes at sikre behandling af flere patienter og dermed kortere ventetid for hver enkelt patient.

Hos Dansk Psykolog Forening glæder formand Eva Secher Mathiasen sig også over aftalen.

- Aftalen er et solidt skridt mod en tiltrængt modernisering af psykologordningen.

- Den sikrer, at psykologerne kan samarbejde med andre aktører i sundhedsvæsenet, så kvalitet og sammenhæng for patienterne forbedres, siger hun.

Med den nye aftale etableres der også en uddannelsesordning for unge psykologer. Den skal først og fremmest udrulles uden for de store byer.

Psykologer med praksis skal med ordningen have bedre mulighed for at rekruttere nye psykologer under uddannelse.

- Vi starter uddannelsesordningen med at prioritere den i områder, hvor vi i forvejen mangler flest psykologer, så vi forhåbentlig kan være med til at skabe en fødekæde for nogle af de områder, hvor vi er mest udfordrede på at skaffe psykologer, siger Heino Knudsen.

Aftalen kommer dog ikke med en løsning på de ventelister, der er i den vederlagsfrie ordning til 18-24-årige.

Her lægger Heino Knudsen vægt på, at regeringen i sit regeringsgrundlag vil modernisere psykologsystemet, så det matcher det ændrede sygdomsbillede, hvor flere lider af angst og depression.

Ifølge Eva Secher Mathiasen er det nødvendigt med hjælp fra Christiansborg.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU