Nu har mere end halvdelen af vælgerne sat deres kryds

24. MAR 2026 • 16:41ERHVERV/POLITIK

Stemmeprocenten ligger fortsat højere ved dette valg end ved valget i 2022. Næsten 53 procent har stemt.

Ved 16-tiden - hvor valghandlingen har været i gang i otte timer - har stemmeprocenten passeret de 50.

Det fremgår af en rundspørge, som Ritzau har foretaget blandt 8 kommuner med et samlet vælgerantal på knap 300.000.

Her lyder den vægtede, gennemsnitlige stemmeprocent på 52,8. Det er 0,5 procentpoint højere end en tilsvarende måling blandt de samme kommuner ved folketingsvalget i 2022.

Valgforsker Kasper Møller Hansen er dog forsigtig med at udlægge den højere stemmeprocent på nuværende tidspunkt som et tegn på, at valgdeltagelsen også ender højere i sidste ende.

Det skyldes, at der ser ud til at være afgivet flere brevstemmer denne gang.

Brevstemmerne indgår i opgørelsen af den løbende stemmeprocent, og derfor er den formentlig kunstigt høj i forhold til valget 2022.

- Det ligner dødt løb sammenlignet med sidst. Godt nok er vi lidt foran på nuværende tidspunkt, men det er formentlig et resultat af flere brevstemmer.

- Mange af dem, der har brevstemt, vil jo ikke dukke senere på dagen, som de måske gjorde sidst. Derfor ligner det, at vi ender nogenlunde samme sted, siger han til Ritzau.

Samme konklusion når Lise Merrild, der er valgansvarlig i Odense Kommune, også frem til.

- Vores stemmeprocent ligger en smule højere, end den gjorde sidste gang, men vi har også fået flere brevstemmer ind, så det ender nok nogenlunde samme sted.

- Indtil videre har det kørt efter bogen, men det er her ved 16-tiden og de næste par timer, at det store rykind kommer, når folk får fri fra arbejde, og så må vi se, hvad der sker, siger hun.

Sidste gang endte stemmeprocenten på 84,1, hvilket var 0,5 procentpoint lavere end ved folketingsvalget i 2019.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT