Novo vil have konkurrent til at stoppe reklamer inden for 48 timer
Ifølge Novo Nordisk sammenligner Eli Lilly forældede studier, så produkter fremstår bedre end Novos.
Medicinalgiganten Novo Nordisk kræver, at konkurrenten Eli Lilly sætter en stopper for markedsføring, der ifølge Novo er vildledende.Stopper den amerikanske medicinkonkurrent ikke reklamerne inden for 48 timer, vil Novo Nordisk bede retsvæsenet om at gøre det.
Det siger John F. Kuckelman, der er chefjurist i Novo, under en presseseance tirsdag ifølge branchemediet Medwatch.
- Samtidig med at vi indgav stævningen, sendte vi et brev til Lilly, hvor vi bad dem - uanset retssagen - om at stoppe med at køre disse reklamer.
- Hvis I ikke gør det inden for de næste 48 timer, vil vi bede retten om som et foreløbigt skridt at pålægge jer at gøre det, siger Kuckelman.
Presseseancen fandt sted, efter at Novo tidligere tirsdag meddelte, at man anlægger et søgsmål mod Eli Lilly.
Novo mener, at Eli Lilly i sin amerikanske markedsføring af vægttabsmidlerne Zepbound og Mounjaro har udeladt relevant information.
Det drejer sig om, at Eli Lilly ifølge Novo har benyttet sig af "forældede studier" og sammenlignet effekten af de højeste doser af sin egen vægttabsmedicin med lavere doser af Novos tilsvarende middel, Wegovy.
Det efterlader ifølge chefjuristen det "fejlagtige indtryk", at konkurrentens produkter er langt mere effektive end Novo Nordisks, skriver mediet Børsen.
Eli Lilly oplyser i et skriftligt svar, at medicinalselskabet "står fuldt og fast bag vores markedsføring".
- Den er sandfærdig, den er transparent, og den er baseret på den mest direkte videnskabelige evidens, der findes.
- I stedet for at konkurrere på deres produkters egne kvaliteter beder Novo nu en domstol om at forhindre Eli Lilly i at kommunikere forsøgsresultater, lyder det.
Annoncerne er ifølge Novo blevet vist i forbindelse med sportstransmissioner og på de sociale medier Facebook og TikTok.
RITZAU
