Novo har skåret 4000 flere stillinger end først udmeldt
I forbindelse med en fyringsrunde, der skulle skære i omkostningerne, har Novo skåret 13.000 stillinger.
Fyringsrunden i Novo er endt med at være markant større end først udmeldt.I forbindelse med selskabets kapitalmarkedsdag siger topchef Mike Doustdar, at i alt 13.000 fuldtidsstillinger er blevet skåret.
Novo meddelte i efteråret 2025, at man ville fyre 9000 medarbejdere på globalt plan. Heraf ville 5000 blive fyret i Danmark, lød det.
Fra scenen til kapitalmarkedsdagen i London siger Mike Doustdar mandag, at de sparede midler bliver investeret i forskning og udvikling.
- Det har ikke været nemme beslutninger for os, men de var nødvendige. De har været meget vigtige, da vi bruger de midler, der spares, til at investere i fremtiden, det være sig i vores forsknings- og udviklingsdivision samt i at blive mere konkurrencedygtige, siger han ifølge MarketWire.
Topchefen uddyber ikke, hvor mange af de 13.000 skårne stillinger der havde base i Danmark.
Børsen har tidligere skrevet, at Novo i september 2025 havde 33.820 ansatte i Danmark.
I slutningen af juli i år havde selskabet ifølge Børsen 26.511 medarbejdere i Danmark.
Dermed er antallet af medarbejdere i Danmark faldet med over 7000.
I forbindelse med kapitalmarkedsdagen mandag har Mike Doustdar præsenteret en opdateret strategi.
Her lyder det blandt andet, at Novo vil lancere mindst fem såkaldte multi-blockbuster-produkter inden 2030.
Inden for medicinalindustrien er et blockbuster-produkt et middel, som sælger for over en milliard dollar om året. En milliard dollar svarer til omkring 6,5 milliarder kroner.
Doustdar siger samtidig, at Novo sigter mod at nå over 60 millioner patienter i 2030.
Blandt andet skal produktionen af vægttabspiller øges markant, så Novo kan levere pillerne til over 15 millioner patienter inden 2030.
Aktionærerne har ikke umiddelbart taget godt imod den opdaterede strategi. Lidt over middag er aktien faldet med lidt over fem procent.
RITZAU
