Netcompany-aktie fortsætter nedtur efter hackerangreb

26. FEB 2024 • 17:11ERHVERV/POLITIK

Børsværdien af Netcompany er faldet med mere end en milliard kroner siden hackerangreb, siger analysechef.

Aktien i den danske it-gigant Netcompany fortsætter mandag sit kursfald, efter at virksomheden fredag bekræftede at have været udsat for et hackerangreb over for mediet Version2.

Aktien falder således omkring klokken 16 med knap fire procent siden børsåbning mandag morgen, hvor kursen var 295.

Det er gruppen Zyndicate, som hævder at stå bag angrebet, hvor store mængder data er blevet lækket.

Ifølge mediet har gruppen lækket blandt andet kildekoder, scripts og adgangskoder til udviklingsprogrammer.

Kildekoder er indholdet af et computerprogram skrevet som sætninger i et programmeringssprog, mens scripts er et stykke kode, der kan udføre en specifik funktion.

Zyndicate truer samtidig med at have adgang til filer fra blandt andet Skattestyrelsen, lyder det.

Også fredag eftermiddag dykkede aktien i Netcompany med omkring fire procent, men var umiddelbart efter nyheden nede med over syv procent.

Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, er der i løbet af de seneste dage blevet skåret over én milliard kroner af virksomhedens børsværdi.

- Og det fortæller alt om den nervøsitet, som et hackerangreb giver hos investorerne, siger han.

Ifølge Jacob Pedersen burde det berolige investorerne, at Netcompany alene har bekræftet hændelsen over for Version2.

Han tolker således, at angrebet formentlig ikke får de helt store økonomiske konsekvenser for virksomheden, eftersom Netcompany ikke har udsendt en børsmeddelelse.

- Hvis det er sådan, at forretningen er lagt ned, og at man ikke har et overblik over, hvad der er op og ned, så ville man have meldt det ud, siger Jacob Pedersen.

- Når aktien alligevel reagerer så kraftigt, så handler det nok om, at det her er et selskab, som lever af at sælge it-systemer og i den forstand også sikkerhed til kunderne.

David Tarp, pressechef i Netcompany, har fastslået, at man ser med "allerstørste alvor" på sagen. Han afviser, at hackerne kan få adgang til systemer.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU