Minister vil ændre mediestøtten så den følger brugerne

28. JUN 2024 • 11:29ERHVERV/POLITIK

Nyt udvalg skal gennemgå mediestøtten, som skal tænkes forfra, og komme med et bud på en model for fremtiden.

Mediestøtten skal ændres, så pengene går til medier, som borgerne har lyst til at læse og engagere sig i. Det kan betyde færre støttekroner til papiraviserne.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil gøre mediestøtten mere "platforms- og teknologineutral". Det fremgår af en pressemeddelelse.

- Mens techgiganterne buldrer løs, og danskerne som aldrig før samles online, kæmper mange aviser en overlevelseskamp, og lokale medier bukker under på stribe. Det må og skal vi have ændret, siger han i en meddelelsen.

Generelt befinder nyhedsmedierne sig i en udfordret situation, hvor nedskæringer og afskedigelser har ramt landets redaktioner.

I sidste uge blev den årlige mediestøtte meldt ud. Politiken, Jyllands-Posten, B.T. og Ekstra Bladet modtager hver fem millioner mindre i støtte end tidligere.

Det blev aftalt i medieforliget sidste år, da politikerne satte et loft over støtten til de landsdækkende dagblade. I stedet prioriteres flere penge til lokalstof.

Men det var kun første skridt i en større ændring af mediestøtten. Regeringen har derfor nedsat et udvalg, hvor formanden bliver Oxford-professor Rasmus Kleis Nielsen, der også leder Reuters Institute for the Study of Journalism.

Borgere får i højere grad deres nyheder på nettet, i fjernsynet og gennem de sociale medier.

Syv procent af de 12-18-årige foretrækker deres lokale og regionale medier, mens 35 procent foretrækker at få nyheder fra YouTube.

Kun 19 procent af borgerne betaler for nyheder på nettet ifølge en rapport, som Rasmus Kleis Nielsen har været med til at skrive.

Kulturministeren mener, at medierne må omstille sig.

- Desværre hænger mediestøtten på mange områder stadig fast i fortidens verden med skrevne aviser som omdrejningspunkt, og derfor er der brug for en ny model for mediestøtte, der kan favne den digitale udvikling og de mange ændringer i mediebilledet, siger han.

Forbilledet er den store museumsreform fra maj i år, som ifølge forligspartierne gjorde op med "et fastlåst og forældet tilskudssystem".

DR og TV 2s regioner får også offentlig støtte og konkurrerer med de andre medier på nettet. Men det er ikke en del af denne diskussion ifølge kulturministeren, der kalder det et selvstændigt problem.

Han kalder sociale medier som Facebook, Google og TikTok for de store konkurrenter.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU