Mette F. forsvarer Gade: Under lavmålet med anonym kritik
Det er under lavmålet, at politikere anonymt angriber andre mennesker, siger Mette F. om Søren Gade-portræt.
Statsminister Mette Frederiksen (S) tager Folketingets nu tidligere formand Søren Gade (V) i forsvar.Det sker, efter at Jyllands-Posten mandag aften bragte et portræt af Søren Gade, hvor en række anonyme kilder kritiserer Gade og blandt andet beskriver ham som forfængelig, illoyal, egoistisk, doven og grisk.
I et interview med pressen i forbindelse med Folketingets åbning slår Mette Frederiksen fast, at hun synes, at Søren Gade "har været en fremragende formand for Folketinget".
- Han er en kær kollega og ven, og jeg kan ikke genkende det, der bliver sagt om ham.
- Og jeg synes i øvrigt, at han var en god og stærk forsvarsminister, og jeg ved, at mange af vores veteraner og deres familier sætter utroligt stor pris på ham.
Søren Gade udtaler sig ikke selv i portrættet i Jyllands-Posten, der er baseret på interviews med 13 anonyme kilder, der "har kendt Søren Gade personligt og gennem politik i adskillige år".
Men tirsdag morgen skrev han i en sms til B.T., at han "kan og vil ikke" forholde sig til anonym kritik og anonyme kilder.
- Men jeg må konstatere, at jeg har magtfulde fjender i Venstre, skrev Søren Gade til B.T., uden at uddybe hvilke fjender han konkret tænkte på.
Mette Frederiksen giver heller ikke meget for, at portrættet er baseret på anonyme kilder.
- Så synes jeg i øvrigt, at det er under lavmålet, at demokratisk valgte politikere anonymt angriber andre mennesker, siger statsministeren.
Jyllands-Posten nævner ikke i portrættet, hvorvidt nogen af de anonyme kilder er demokratisk valgte.
Venstre-formand Troels Lund Poulsen har også bakket Søren Gade op.
- Jeg har kendt Søren i 25 år, og jeg er jo ikke enig i alt, hvad Søren siger og gør. Men det er et ualmindeligt trist og svinsk portræt, der i dag er lavet af Søren, og det er jeg også ked af, sagde han til Ekstra Bladet tidligere tirsdag.
Avisen har tirsdag rettet i portrættet. Det fremgår øverst i artiklen.
- Den første version af portrættet af Søren Gade var ikke tilstrækkeligt balanceret. Derfor har vi opdateret artiklen med flere beskrivelser af Søren Gade - eksempelvis, hvordan han er som ven og hans arbejde for danske soldater, skriver Jyllands-Posten i rettelsen.
RITZAU
