Mere end 200 millioner betaler for et Spotify-abonnement

31. JAN 2023 • 14:34ERHVERV/POLITIK

Abonnementsforretningen i Spotify driver omsætningen opad. Det fremgår af virksomheden seneste regnskab.

Streamingtjenesten Spotify har rundet 205 millioner betalende abonnenter.

Det får den svenske virksomheds omsætning til at fortsætte opad.

I fjerde kvartal steg omsætningen 18 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. Dermed omsatte Spotify for knap 3,2 milliarder i fjerde kvartal af 2022.

Det fremgår af Spotifys regnskab, som er blevet offentliggjort tirsdag.

Væksten i betalende abonnenter overgår selskabets egne forventninger med tre millioner abonnenter. Især de latinamerikanske lande har overrasket positivt.

Størstedelen af Spotifys indtjening stammer fra abonnementsforretningen, men selskabet har også tjent flere penge på reklamer. Den del af væksten kommer især fra folk, der lytter til podcast.

Ifølge regnskabet voksede den del af omsætningen, der stammer fra podcast-lyttere, over 30 procent på årsbasis i fjerde kvartal.

På trods af stigende omsætning endte Spotifys driftsresultat med et underskud på 231 millioner kroner.

Hvert år flyder de sociale medier over med de såkaldte Spotify Wrapped, der viser, hvad brugerne har brugt deres lyttetid på.

Wrapped-kampagnen fra 2022 blev rullet ud på 111 markeder og fik brugerne til at interagere 30 procent mere med indholdet end året før.

Kampagnen var også med til at forøge antallet af månedlige brugere.

I regnskabet inddeler selskabet de månedlige lyttere i fire kategorier: "Europa", "Nordamerika", "Latinamerika" og "Resten af verden".

Særligt antallet af lyttere i kategorien "Resten af verden" er vokset. De udgjorde i fjerde kvartal 28 procent af Spotifys månedlige brugere.

Væksten er ifølge regnskabet ført an af brugere fra Indien og Indonesien.

Spotify blev stiftet af de to svenskere Daniel Ek og Martin Lorentzon i 2006 og gik i luften i en række europæiske lande i 2008.

I 2011 gik Spotify ind på det danske marked.

Daniel Ek er i dag selskabets administrerende direktør.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU