Luftens kæmpe vender tilbage til Københavns Lufthavn

31. DEC 2024 • 08:59ERHVERV/POLITIK

Airbus A380 vil fra og med 1. januar lande i København, når Emirates indsætter flyet på ruten til Dubai.

En gammel og gigantisk kending vender ifølge Finans tilbage til Københavns Lufthavn i det nye år.

Der er tale om Airbus A380, der er verdens største passagerfly, og som har plads til mere end 600 passager i to etager.

Flyet, der har et vingefang på næsten 80 meter og er 24 meter højt, fløj fra København i perioden fra december 2015 og til coronanedlukningerne satte flytrafikken på vågeblus.

Men nu er rejselysten vendt tilbage i en grad, så luftfartsselskabet Emirates igen indsætter det gigantiske fly dagligt på ruten mellem København og Dubai.

- Vi oplever en stadig stigende passagerbelægning på vores flyvninger både til og fra København.

- A380’eren skal imødekomme den efterspørgsel og tilbyde kunderne en unik rejseoplevelse, siger Morten Balk, der er landechef for Emirates i Danmark, til Finans.

Der måtte en ombygning af både en lufthavnsterminal og en rullebane til i sin tid, før Airbus A380 overhovedet kunne lande og lette fra København tilbage i 2015.

En gate i C-fingeren er indrettet på en særlig måde, så den kan betjene det enorme fly, ligesom en af landingsbanerne er udvidet i bredden.

Håbet var dengang, at andre flyselskaber også ville indsætte A380 i ruter til København, men det er endnu ikke sket.

Airbus stoppede med at producere A380 i 2021. Der er i alt leveret 254 fly, og de fleste af dem er fortsat i drift.

Emirates har købt lige knap halvdelen af alle flyene og er også langt den største operatør i dag med 116 fly. Også Lufthansa, British Airways og Singapore Airlines flyver i dag med A380.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT