KØB ABONNEMENT

Løsgænger har holdt "respektfuldt" møde med russisk ambassadør

ERHVERV/POLITIK • 10. NOV 2026 • 13:37

Tirsdag har Jacob Harris holdt møde på Ruslands ambassade. Det gik godt og var respektfuldt, siger Harris.

Løsgænger Jacob Harris har tirsdag holdt møde med Ruslands ambassadør, Vladimir Barbin, på den russiske ambassade i København.

Det oplyser han selv til DR.

- Det er gået godt. Det var et respektfuldt møde, lyder det fra Jacob Harris til DR.

Han vil ikke afvise, at der "kommer flere møder" med Rusland.

- Cecilie (Liv Hansen, red.) og jeg går ind for, at Danmark skal gå i en mere krigsneutral retning.

Jacob Harris siger videre til DR, at Rusland nu kan se, det "ikke er alle, der kører Mette Frederiksens hardcore krigsretorik".

Mødet finder sted samme dag, som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøger København.

Jacob Harris' møde med Rusland var arrangeret, før det blev offentliggjort, at Zelenskyj kom til Danmark.

Onsdag i sidste uge holdt Jacob Harris, der blev valgt ind i Folketinget for Borgernes Parti, møde med Ukraines ambassadør i Danmark.

Det var i slutningen af oktober, at Jacob Harris annoncerede, at han havde fået et møde i kalenderen med den russiske ambassadør, samt at han forsøgte at få et møde med Ukraines ambassadør.

- Og jeg er fuldstændig klar over, at det i dagens Folketing nærmest kan være livsfarligt for ens politiske karriere at gøre sådan noget, skrev han på Facebook.

- For der er tilsyneladende kun én rigtig måde at se verden på. Én rigtig måde at tænke på. Og én rigtig side, man må tale med. Men sådan mener jeg ikke, at diplomati fungerer.

Ruslands ambassade eller ambassadør har endnu ikke udtalt sig om mødet med Jacob Harris.

At løsgængeren skulle til møde på Ruslands ambassade, blev bredt kritiseret i Folketinget.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sagde til DR, at han "ikke kan nedlægge et forbud mod det".

- Men man skal jo gøre sig klart, at hvis man tager et møde med den russiske ambassadør, så er der en kæmpestor risiko for, at man gør sig selv til en nyttig idiot.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT