Løkke om hungersnød i Gaza: Israel skal tillade uhindret nødhjælp

22. AUG 2025 • 17:25ERHVERV/POLITIK

For første gang er der formelt konstateret hungersnød i dele af Gaza. Over 500.000 personer vurderes ramt.

For første gang er der formelt konstateret hungersnød i dele af Gaza, og situationen kræver, at Israel tillader en stabil adgang til nødhjælp.

Sådan gentager udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sit budskab til den israelske regering.

- Hungersnøden i Gaza By er nu bekræftet. Over en halv million mennesker er ramt, og flere vil følge, siger udenrigsministeren i en skriftlig kommentar på X.

- Vi gentager: Israel skal tillade uhindret, sikker og vedvarende adgang til nødhjælp og lade FN og NGO'er gøre deres arbejde, lyder det fra Løkke.

Fredag konkluderede en rapport fra den FN-støttede overvågningsenhed IPC, at der er konstateret hungersnød i dele af Gaza.

Hungersnøden ventes at sprede sig til flere områder den kommende måned.

514.000 personer vurderes aktuelt at være ramt af hungersnød. Det er en fjerdedel af Gazas befolkning.

Konkret er det Gaza By og de omkringliggende områder, der er ramt af hungersnød. Hungersnøden ventes også at omfatte byerne Deir al-Balah og Khan Younis ved udgangen af september.

IPC har tidligere advaret om, at befolkningen i Gaza var ramt af udbredt sult, men det har hidtil ikke været muligt at dokumentere, at der er tale om egentlig hungersnød. Årsagen har været mangel på data.

For at konstatere hungersnød i et område, skal tre kriterier være opfyldt:

Mindst 20 procent af befolkningen skal være ramt af ekstrem mangel på mad, mindst 30 procent af børnene skal lide af akut fejlernæring, og hver dag skal mindst to personer for hver 10.000 dø af sult.

Der har været udbredt mangel på mad i Gaza siden marts, hvor Israel lukkede grænserne for alle lastbiler med nødhjælp.

To måneder senere blev der delvist genåbnet for nødhjælp, men alligevel har der langtfra været nok mad til palæstinenserne i Gaza.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mener, at rapporten er en "direkte løgn".

Det siger premierministeren ifølge Reuters.

- IPC-rapporten er en direkte løgn ("outright lie", red.). Israel har ikke en politik for udsultning. Israel har en politik om at forhindre sult, siger premierministeren fredag ifølge Reuters.

- Siden krigens begyndelse har Israel gjort det muligt, at to millioner ton nødhjælp kunne komme ind i Gazastriben, over et ton nødhjælp per person.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT