Løkke om Grønland-annektering: Vi kan ikke indfri Trumps intentioner

14. MAR 2025 • 11:13ERHVERV/POLITIK

Udenrigsministeren regner med, at Grønland kommer til at være en del af rigsfællesskabet "en rum tid endnu".

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger fredag, at USA's præsident, Donald Trump, ikke har ret til at annektere Grønland.

Præsidenten blev torsdag på et pressemøde i Det Hvide Hus i Washington spurgt om netop dette, og han svarede, at "jeg tror, at det vil ske".

Lars Løkke Rasmussen peger på, at Danmarks regent siden 1380 har regeret over Grønland.

- Jeg har det sådan, at Trump taler om denne sag på mange forskellige måder, afhængig af hvem der spørger. I går var der så en journalist, der spurgte om annektering, siger han.

- Så kommer der sådan nogle reaktioner, som vel dybest set afslører en amerikansk intention, som vi ikke kan indfri, siger Lars Løkke Rasmussen.

Udenrigsministeren forudser, at Grønland kommer til at være en del af rigsfællesskabet med Danmark og Færøerne "en rum tid endnu" - også efter resultatet af det grønlandske parlamentsvalg tirsdag.

Her blev det liberale parti Demokraatit, der går ind for en balanceret proces i forhold til Grønlands selvstændighed, det største parti i parlamentet.

- Det er så et rigsfællesskab, der skal fornys og moderniseres. Jeg håber, at vi skal samarbejde om at gøre den grønlandske økonomi endnu stærkere, siger Lars Løkke Rasmussen.

Da Donald Trump kom med sit svar til spørgsmålet om at annektere Grønland, sad generalsekretæren i forsvarsalliancen Nato, Mark Rutte, lige ved siden af.

Generalsekretæren gav indtryk af, at han ikke ville blande sig i den potentielle konflikt mellem to Nato-lande - Danmark og USA.

Lars Løkke Rasmussen føler sig imidlertid ikke i tvivl om Natos støtte til Danmark.

- Nu er jeg slet ikke i tvivl om, at Nato selvfølgelig står op for Danmark, og man kan ikke annektere et allieret land eller noget andet land for den sags skyld.

- Det er jo i strid med folkeretten, det står rimelig klart, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT