Lidegaard venter fortsat på stævning for injurier fra Messerschmidt

18. NOV 2025 • 09:13ERHVERV/POLITIK

De Radikales politiske leder har fortsat ro i maven trods det varslede sagsanlæg fra DF's formand.

De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, har endnu ikke modtaget en stævning for injurier i en sag fra Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.

Det siger Martin Lidegaard tirsdag i forbindelse med, at han stemmer til kommunal- og regionalvalget i Energicenter Voldparken i København.

Spørgsmål: Hvad er status på det lige nu?

- Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke modtaget nogen stævning endnu, men jeg formoder, at jeg gør det.

- Men det må du spørge Morten Messerschmidt om, jeg tager det med stor sindsro, siger Martin Lidegaard.

Martin Lidegaard kritiserede for nylig under en debat i Randers Dansk Folkeparti for at ville "internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her".

Det skete efter et interview med Morten Messerschmidt i Weekendavisen.

Morten Messerschmidt deltog også i debatten med Martin Lidegaard. DF-formanden varslede omgående et sagsanlæg, hvis ikke De Radikales leder trak sine ord tilbage inden for 24 timer. Det skete ikke.

Toppen i Dansk Folkeparti med Morten Messerschmidt i spidsen har i en kronik i Jyllands-Posten siden selv fejlciteret flere af partiets politiske modstandere.

Der er tale om en kronik under overskriften "Remigration er ikke deportation" fra 13. november, som Jyllands-Posten lørdag i sidste uge fjernede fra sin hjemmeside.

Dansk Folkeparti har fejlciteret eksminister for Venstre Søren Pind, Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, og Politiken for udtalelser om remigration, som parterne ikke har udtalt.

For Søren Pind gælder det, at partiet har fejlciteret ham for på Facebook at skrive, "Remigration er et dæknavn for det, nazisterne kaldte Endlösung."

Det er efter mediets melding, at Dansk Folkeparti selv har skrevet ud på X, at det "havde citeret en række af vores politiske modstandere for ting, som de ikke ordret havde sagt."

Dansk Folkeparti har ikke ønsket at kommentere yderligere i sagen.

Ritzau ville tirsdag gerne have stillet Morten Messerschmidt spørgsmål om netop den fejlbehæftede kronik, når han efter planen skulle stemme klokken 10 i Charlottenlund.

Morten Messerschmidt ændrede imidlertid planer med kort varsel, så han allerede klokken 8 gik i stemmeboksen. Det var derfor ikke muligt at stille spørgsmål til ham om fejlene i Dansk Folkepartis kronik.

Martin Lidegaard mener, at Danmark "står ved en skillevej".

- Groft sagt er det enten Morten Messerschmidts vej eller min vej. Vil vi have sådan et Trump-Danmark, hvor vi begynder at smide danske statsborgere ud og taler grimt om hinanden.

- Eller går vi den danske vej, hvor der er håb og mulighed for at favne dem, der vælger Danmark til, og som ikke er kriminelle, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT