Lektor ser to ændringer i Trumps udlægning af Grønland-aftale
Det er nyt, at den nye aftale giver USA mulighed for at nedlægge veto imod udenlandske baser, siger lektor.
Det er en væsentlig ændring, at den nye aftale, som USA, Grønland og Danmark ventes at indgå ifølge USA's præsident, Donald Trump, gælder for evigt.Det vurderer Marc Jacobsen, der er lektor på Institut for Strategi og Krigsstudier og faglig leder for Center for Arktiske Sikkerhedsstudier på Forsvarsakademiet:
- Den eksisterende aftale fra 1951, der blev opdateret i 2004 - den sagde man, at den varede ved i hele Natos levetid. Her er det en væsentlig ændring, at det er for evigt.
Marc Jacobsen refererer til den baseaftale, som USA og Danmark i forvejen har, som betyder, at USA skal bistå Danmark i regi af Nato med forsvaret af Grønland.
Sent fredag aften skrev den amerikanske præsident på sit sociale medie Truth Social, at Danmark, Grønland og USA havde indgået en aftale om Grønland.
Lektoren understreger, at han ikke har set den nye aftale, og at han derfor taler ud fra det, som er blevet meldt offentligt ud fra amerikansk, grønlandsk og dansk side.
Den anden ændring, som Marc Jacobsen hæfter sig ved ud fra Donald Trumps beskrivelse af aftalen, er, at den ifølge Trump garanterer, at Kina og Rusland ikke kan oprette baser i Grønland.
- USA har allerede de facto militær kontrol over Grønland. Nu får man det også på papir, at der ikke er andre stater, der er velkomne, siger han.
Ifølge Marc Jacobsen var Kina for omkring ti år siden interesseret i at købe en nedlagt militærbase i det sydlige Grønland. Det ville være umuligt ud fra Donald Trumps udlægning af den nye aftale.
Men ellers er det småt med ændringer i forhold til baseaftalen ud fra, hvad vi ved på nuværende tidspunkt, lyder det.
Han forventer, at USA formentlig vil opruste yderligere i Grønland. Men det giver baseaftalen også mulighed for.
- Jeg tror, at det er vigtigt, at man kommer med en ny aftale, så Donald Trump kan fremstå som en vinder, siger Marc Jacobsen.
Ifølge Statsministeriet er det forventningen, at aftalen mellem Grønland, Danmark og USA skal underskrives i den kommende uge.
Det ventes at ske i forbindelse med FN's Generalforsamling, oplyste Statsministeriet sent fredag.
RITZAU
