Landbrugsministre vil løse bondeprotester med mindre bureaukrati

26. FEB 2024 • 15:09ERHVERV/POLITIK

Mens bondeprotesterne fortsætter, vil EU-ministre lette landmænds arbejde med mindre bureaukrati.

Mens landmænd protesterer og parkerer traktorer i Europas gader, har EU’s landbrugsministre mandag mødtes for at drøfte unionens svar.

Svaret er en pakke, der skal dæmme op for bureaukrati i landbruget.

- Det er en dagsorden, der aktualiseres af demonstrationerne i Europa i disse uger og i Bruxelles så sent som i dag, hvor det går vildt for sig, siger Jacob Jensen (V), minister for fødevarer-, landbrug- og fiskeri.

Han er netop kommet ud af rådsmødet med sine europæiske ministerkolleger, hvor de har drøftet, hvordan det europæiske regelsæt for landbruget kan afbureaukratiseres.

Det er umiddelbart en indsats på den korte bane, der ikke vil rokke ved de langsigtede rammer for landbrugets fremtid.

- Det er selvfølgelig et svar på den aktuelle situation omkring i Europa, hvor vi siger, at der er noget at gøre på kort sigt, mens der skal være plads til en mere strukturel ensretning, så vi kan levere på klimamålene, siger Jacob Jensen.

Hvert land har sine egne forslag, og det er ikke alle, Danmark vil kunne støtte, når det fælles kompromis skal landes.

- Nogle mener, at EU skal slække på klimakrav. Det er ikke Danmarks position, siger Jacob Jensen.

- Der skal laves løsninger, der gør, at man ikke skal bruge kræfter på at bekæmpe bureaukrati, men i stedet på at levere på klimakravene med sin faglighed.

Danmark har eksempelvis spillet ind med, hvor bagatelgrænsen skal gå for kontroller med landbruget, så ”man ikke skal tælle de fem planter, der mangler i et læhegn”.

- Det er en af de ting, hvor landmænd tænker, at det ikke kan være rigtigt i en praktisk hverdag, siger Jacob Jensen.

Spørgsmålet er, hvorvidt en pakke med mindre bureaukrati af den slags vil kunne dæmme op for de vrede landmænd, der demonstrerer med argumenterne om, at deres eksistensgrundlag er truet.

Jacob Jensen mener dog, at protesterne rundt omkring i Europa har hver sin karakter.

- Nogle steder protesterer de mod bureaukrati og bøvlede regler. I Polen er det mod ukrainsk korn, der lander på deres marked og presser priserne ned, og andre steder er det med ønsket om at klimakrav slækkes.

- Men grundlæggende er det, jeg hører fra medlemslandene, at der uanset hvad protesterne udspringer af, er en enorm appetit på, hvordan man kan gøre reguleringen nemmere, så det hænger sammen i den virkelige verden.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU