LA vil fjerne tilskud til DR og sende public service i udbud

6. MAR 2025 • 11:37ERHVERV/POLITIK

DR skal være selvejende, og dets public service-opgaver skal i udbud, lyder det i nyt udspil fra LA.

Liberal Alliance vil fjerne statens tilskud til DR, gøre mediehuset selvejende og sende dets public service-forpligtelser i udbud.

Det fremgår af et nyt udspil fra partiet, som formand Alex Vanopslagh omtaler på det sociale medie X, og som Ritzau har set.

- DR er kort sagt for dyrt, for markedsforvridende og for dårligt, skriver Vanopslagh.

- Liberal Alliance mener, at det er tid til en frisk start. Både for Danmarks Radio og for dansk public service.

DR, som er ejet af den danske stat, modtager godt 3,7 milliarder kroner i offentlig finansiering i 2025.

Men fremover bør DR være "betalt af dem, der faktisk vil se dem", og derfor skal staten "på sigt" frasælge DR.

I stedet mener Liberal Alliance, at DR skal gøres til en selvejende institution, så mediehuset finansieres gennem abonnement, antennepakke og reklamer, fremgår det af udspillet.

De 3,7 milliarder kroner, som staten i 2025 bruger på DR, skal reduceres til 1,5 milliarder kroner og bruges på tre landsdækkende og ti regionale medier, der sendes i udbud.

De tre landsdækkende medier skal have ansvar for hver sit område: nyheder, samfund og debat, kultur, historie og drama samt børn og unge.

Liberal Alliance kalder det "en fundamental omstrukturering af public service i Danmark" og putter ikke med kritikken af DR.

- DR Nyheder har flere journalistiske medarbejdere end samtlige landsdækkende dagblade tilsammen, men producerer kun i begrænset omfang dagsordensættende egenhistorier.

- Når det sker, er det ofte politiseret og af ringe kvalitet - som demonstreret af dokumentaren "Grønlands hvide guld". Det er ikke godt nok, lyder det i udspillet.

Den seneste public service-kontrakt for DR blev indgået med den seneste medieaftale i sommeren 2023 og gælder for 2024 til 2026. Liberal Alliance er ikke med i medieaftalen.

Det er heller ikke første gang, at Liberal Alliance lufter tanker om en omstrukturering af DR. Tilbage i 2014 foreslog partiet også, at DR skulle kunne vælges til og fra gennem en abonnementsordning.

De Konservative er heller ikke med i den seneste medieaftale, men deler Liberal Alliances kritik af DR.

Det fortæller politisk ordfører Frederik Bloch Münster, der vil have et "mindre og mere fokuseret DR" i forhold til at sikre dansk sprog og kultur.

- Vi synes også, at der er behov for at lave nogle grundlæggende omstruktureringer og skære ned i det budget, som DR får.

Partiet savner en bedre balance i det danske mediebillede.

- Vi synes, at balancen ikke er der lige nu, fordi DR er så meget større end alle andre, så altdominerende og allestedsnærværende. Vi synes, at der bør komme flere om buddet, siger Bloch Münster.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT