LA laver nyt stort ordførerskab for at skærpe grøn profil

10. APR 2026 • 11:33ERHVERV/POLITIK

LA har ikke været tydelig nok på grøn politik, og det kan have kostet storbystemmer, mener Ole Birk Olesen.

Liberal Alliance har ikke været tydelig nok om partiets grønne politik.

Og det kostede formentlig stemmer i hovedstadsområdet og i Aarhus, hvor partiet ved valget 24. marts gik tilbage trods fremgang på landsplan.

Sådan lyder analysen fra partiets gruppeformand og mangeårige profil Ole Birk Olesen.

Han skal nu varetage et nyt "grønt superordførerskab", som partiet kalder ordfører for ny vækst på landet.

Det er blevet besluttet på et gruppemøde fredag.

Ordførerskabet skal samle ressortområderne miljø, fødevarer og landdistrikter.

Partiet definerer "ny vækst på landet" som grøn og bæredygtig vækst, der gør landdistrikterne attraktive, og som kan erstatte den gamle vækst i form af "flere og flere svin og mere og mere gyllespredning".

- Alle os, der har et ønske om, at Danmark skal være et mere grønt sted med mere natur, uden at der drives rovdrift på indre farvande og grundvandet, har en forpligtelse til at præsentere vores visioner sådan, at folk, der bor i landdistrikterne, kan se sig selv i visionen, siger Ole Birk Olesen.

Derfor vil partiet blandt andet liberalisere planloven og landbrugsloven for at skabe "ny bosætning og erhverv på landet".

- Det må ikke kun handle om, hvad der ikke længere må udføres på landet, men at det også kommer til at handle om, hvad man gerne må på landet i fremtiden, men som i dag er forbudt i lovgivningen, lyder det.

Miljøet og særligt drikkevandet i Danmark endte med at fylde meget i den seneste valgkamp.

Ole Birk Olesen er "forholdsvis overbevist" om, at Liberal Alliance ikke var "tydelige nok i vores måde at fortælle om vores grønne idéer og visioner".

Han tror også, at partiets manglende tydelighed på miljøet kan have betydning for, at partiet gik tilbage i hovedstadsområdet og Aarhus.

- Jeg synes, at vi igennem et par valgperioder efterhånden har været ret tydelige om, at vi også ser os som et parti, der vil det grønne og vil naturen, men jeg er ikke sikker på, at den er sivet ud i hele befolkningen, og at alle opfatter det sådan, siger Ole Birk Olesen.

To dage efter valgdagen udgav Weekendavisen et interview med LA-formand Alex Vanopslagh, der var foretaget før valgdagen.

Her kaldte Alex Vanopslagh debatten om rent drikkevand for "det rene hysteri", fordi "vi har jo rent drikkevand" og ikke "sydeuropæiske tilstande".

Ole Birk Olesen giver sin partiformand ret. Når det i valgkamp lød, at man ikke kan drikke vandet fra vandhanen, "blev det hele meget hysterisk".

- Det er ikke hysteri, at vi skal bekymre os om, hvad vi spreder ud på jorden i dag fra både landbruget og industrien, sådan at det grundvand, der dannes i de her år, og som vi nok først skal drikke om 50 år, også er et godt grundvand.

- Det skal vi gå op i, og det går vi også op i.

Efter folketingsvalget er der nu et flertal hos de partier, der i valgkampen gik ind for et nationalt sprøjteforbud for at beskytte grundvandet.

I valgkampen lød det fra Liberal Alliance, at udfordringerne skal håndteres i den grønne trepart.

Men Ole Birk Olesen er ikke afvisende over for et nationalt sprøjteforbud nu.

- Vi er åbne over for, at der skal forbydes at sprøjte forskellige steder. Vi fortabte os lidt i tekniske diskussioner om, hvordan det skulle ske, og i hvilken rækkefølge i forhold til noget andet i stedet for at være meget tydelige om, at vi synes, at der skal gøres, hvad der skal til, for at grundvandet om 50 år også er godt grundvand.

- Det skal vi også råde bod på her efter valget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT