LA-gruppeformand genopstiller ikke til kommunalvalg i København
Ole Birk Olesen vil koncentrere sig om Folketinget og genopstiller ikke til Københavns Borgerrepræsentation.
Liberal Alliances gruppeformand, Ole Birk Olesen, genopstiller ikke ved kommunalvalget næste år.Dermed vinker han farvel til Københavns Borgerrepræsentation efter en enkelt valgperiode.
Det oplyser han i et opslag på det sociale medie X.
Ole Birk Olesen begrunder valget med, at der ikke længere er behov for ham på stemmesedlen for at sikre partiet indflydelse i Københavns Kommune.
- Jeg stillede op til kommunalvalget i København i 2021 for at sikre Liberal Alliance repræsentation i Danmarks hovedstads kommunale styre i en tid, hvor Líberal Alliances's tilslutning i befolkningen ikke var så god som i dag.
- København betød og betyder noget for mig, og jeg frygtede, at byen i en hel valgperiode ikke ville have LA-repræsentation, hvis jeg ikke stillede op, skriver Ole Birk Olesen i sit opslag.
Han vil, når han forlader borgerrepræsentationen 31. december 2025, "koncentrere sig om Folketinget".
Her har Ole Birk Olesen siddet siden 2011. Fra 2016 til 2019 var han transport-, bygnings- og boligminister i VLAK-regeringen.
Siden folketingsvalget i 2022 har han været gruppeformand for Liberal Alliance. Dertil er han også finansordfører og naturordfører.
Ved kommunalvalget i 2021 fik Ole Birk Olesen 3695 personlige stemmer. Det var syvendeflest i Københavns Kommune og medvirkende til, at Liberal Alliance fik et enkelt mandat.
Hvem der skal erstatte Ole Birk Olesen som Liberal Alliances spidskandidat til næste kommunalvalg i København, vælges først i efteråret.
I dag er hans førstesuppleant i borgerrepræsentationen Alexander Ryle, der også sidder i Folketinget og som genopstiller ved kommunalvalget næste år.
/ritzau/