Kritiserede topembedsmænd risikerer irettesættelse eller afskedigelse

30. JUN 2022 • 17:41ERHVERV/POLITIK

Helt usædvanligt, at så mange topembedsmænd kan drages til ansvar for tjenesteforseelser, siger professor.

Statsministeriets departementschef og ni andre topembedsmænd kan ifølge Minkkommissionen drages til ansvar for deres rolle i minksagen.

Det er helt usædvanligt, at så mange embedsmænd risikerer tjenstlige sanktioner, vurderer professor i forvaltningsret Frederik Waage, Syddansk Universitet.

- Det er ganske ekstraordinært, at så mange topembedsmænd i centraladministrationen bliver udsat for kritik, og hvor der lægges op til, at de skal i tjenstligt forhør, siger han.

Minkkommissionen retter kritik af topembedsmændene for ikke at have gjort tilstrækkeligt for at belyse, at der manglede lovgrundlag for at aflive alle mink.

Eksempelvis hedder det om Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, at hun burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for Fødevareministeriet inden det famøse pressemøde i november 2020.

Det var her, at statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte, at alle mink skulle aflives.

- Jeg anser det for sikkert, at der skal laves en form for undersøgelse af topembedsmændene på baggrund af kritikken fra kommissionen, siger Frederik Waage.

Det vil ifølge professoren typisk være et forløb, der indebærer et tjenstligt forhør.

Hvis det vurderes, at embedsmændene har handlet uagtsomt, så kan det føre til sanktioner. De kan spænde fra en disciplinær irettesættelse til en regulær afskedigelse.

Det er arbejdsgiverne - altså de pågældende ministerier - der skal afgøre sagerne.

Embedsmændene vil blive partshørt undervejs, og deres fagforeninger vil blive inddraget.

Men det første og mest presserende, der ifølge Frederik Waage skal tages stilling til, er om embedsmændene skal hjemsendes.

Det vil ifølge professoren i så fald kunne ende med at dræne en stor del af centraladministrationen:

- Hvis de alle sammen bliver hjemsendt, så er det en meget stor del af topledelsen i centraladministrationen, der skal hjem.

- Det vil være meget forstyrrende for regeringsførelsen, hvis så mange topembedsmænd midlertidigt skal være ude af billedet.

Om de skal hjemsendes efter reglerne om tjenestemandsforseelser, beror ifølge Frederik Waage på en konkret vurdering.

- Det afhænger af, om man finder det betænkeligt, at de fortsætter deres arbejde, mens tjenestemandssagen står på, og om de fortsat vil kunne udføre deres arbejde med den fornødne tillid, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU