Kriminelles infiltration af samfundsinstitutioner skal undersøges

16. FEB 2026 • 10:13ERHVERV/POLITIK

For tre år siden blev der talt om en "tredje erkendelse". Nu skal kriminelles brug af muliggørere undersøges.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil bede Det Kriminalpræventive Råd udarbejde en rapport om såkaldte muliggørere i Danmark.

Rapporten skal give viden om banders "kriminelle netværk og de muliggørere, som stiller oplysninger og indsigt til rådighed for de kriminelle, og som gør dem i stand til at udføre deres kriminalitet".

Det er et af initiativerne i et nyt udspil mod bandekriminalitet og kriminelle familier, som Peter Hummelgaard præsenterer mandag morgen.

- Det truer tilliden til et retssamfund, men også tilliden til samfundets sociale kontrakt, hvis kriminelle grupperinger lykkes med at infiltrere vigtige samfundsinstitutioner, lyder det videre om initiativet.

Rapporten skal udarbejdes i 2026 eller 2027, og den skal "så vidt muligt" svare til en svensk undersøgelse fra 2023.

Den svenske rapport fra det svenske kriminalitetsforebyggende råd viste, at der er eksempler på infiltration fra kriminelle netværk i eksempelvis banksektoren og retsvæsenet.

Infiltrationen foregår ved, at familie, venner og bekendte får adgang til oplysninger, som er brugbare for kriminelle netværk.

Med den svenske rapport i hånden holdt Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, i 2024 en meget omtalt tale fra Folketingets talerstol.

Her talte Frederik Vad om en "tredje erkendelse" i udlændingedebatten.

- Det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra, sagde han blandt andet på talerstolen i Folketinget.

Ifølge Frederik Vad var den første erkendelse, at "antallet betyder noget", mens den anden erkendelse var, at der skal skabes incitament for, at udlændinge uddanner sig, arbejder og holder sig fra kriminalitet.

Talen skabte efterfølgende stor debat, og Frederik Vad blev kritiseret for at mistænkeliggøre alle indvandrere, der har et arbejde. Den kritik afviste han.

Peter Hummelgaard mener, at "det er hævet over enhver tvivl, at vi har set eksempler på det", Frederik Vad omtalte i talen.

- Jeg mener også, at der er et problem i Danmark med, at der er nogle, der i højere grad er loyale over for familiemedlemmer eller netværk, der er kriminelle, eller i højere grad er loyale over for deres tro mere end de gældende forvaltningsmæssige principper, siger Hummelgaard.

I kølvandet på Frederik Vads tale blev et bredt flertal i Folketinget enig om, at omfanget af såkaldte muliggørere i Danmark skulle undersøges.

Den stafet tog daværende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) delvist op, da han satte gang i en forundersøgelse af negativ social kontrol i det offentlige.

I marts 2025 kom resultatet, og rapporten beskrev 25 episoder, hvor offentligt ansatte er mistænkt for at misbruge deres stilling i æresrelaterede konflikter.

Kaare Dybvad Bek satte straks gang i en "større ekstern analyse" af "eventuel udøvelse af negativ social kontrol og tavshedskultur i offentlige myndigheder". Den analyse er endnu ikke kommet.

Hvor Kaare Dybvad Beks undersøgelse udelukkende har fokus på det offentlige, fremgår det ikke, hvor bred Peter Hummelgaards undersøgelse bliver.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT