Koncernen Coop samler tre store kæder under ét navn

31. JAN 2023 • 14:17ERHVERV/POLITIK

Coop kommer til at skabe Danmarks største supermarkedskæde med sit nye koncept, skriver koncernen.

Dagligvarekoncernen Coop vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skal hedde "Coop".

Det skriver koncernen i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.

Resten af de tre kæders butikker skal sammen med lokale butikker, som går under navnet Dagli´Brugsen, samles under navnet "Brugsen".

- Vi står midt i en tid, som vi aldrig har oplevet før i hverken branchen eller Coop, siger koncernens administrerende direktør, Kræn Østergård Nielsen, i meddelelsen.

- Efter at have leveret rekord-resultat i 2020 og rekord-omsætning i 2021 har vi set en ekstrem ændring i kundernes indkøb det seneste år, hvor de flytter mere indkøb over i discount, og generelt køber færre og billigere varer.

Coop-kæden bliver Danmarks største supermarkedskæde, skriver koncernen selv.

De første butikker i den nye kæde åbner efter sommerferien i år.

Den nye struktur betyder, at Coop går fra at have otte forskellige kæder til blot at have tre.

Indtil sidste år havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD.

Det bliver reduceret til Coop, 365discount og Brugsen.

Coop-koncernen har haft et særdeles svært 2022, hvor prisforhøjelser hos leverandører har medført et stort fald i indtjeningen.

Man regner derfor med at kunne præsentere sit dårligste resultat i Coops historie næste gang, siger topchefen i meddelelsen.

- Efter et rekordår under coronakrisen står vi nu med rekordmodvind under inflationskrisen, siger han til Ritzau.

- Sammen med eksplosive stigninger i energiomkostningerne, har det medført et meget stort fald i indtjeningen, og vi forventer det dårligste resultat i Coops historie - et underskud på et stort, trecifret millionbeløb.

- Det tager vi konsekvensen af nu, og det er ikke bare på den korte bane. Men vi laver en grundlæggende forenkling af Coop, så vi også står stærkere efter inflationskrisen.

Med sammenlægningen ændres Irma fra at være en kæde til at være et brand.

Det har grundlæggende været svært at skabe overskud i kæden, selv om man i resten af koncernens kæder har præsenteret historiske resultater under coronakrisen.

- Af de 65 Irma-butikker konverteres de ni største til den nye Coop-kæde, 28 til 365discount og de 11 mindste til Brugsen, mens 17 lukker, skriver Coop.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU