Kommuner dropper opgørelser over pædagoger per institution
Forældre og pædagoger er vrede over, at kommuner ikke længere vil opgøre normeringen per institution.
Siden årsskiftet har kommunerne lavet opgørelser, der viser antallet af pædagoger og medhjælpere for hver enkelt vuggestue og børnehave.Det var en del af den politiske aftale om minimumsnormeringer i daginstitutioner, der trådte i kraft 1. januar 2024.
Men nu har kommunerne aftalt med regeringen, at opgørelserne over normeringer på institutionsniveau skrottes.
Det skriver DR Nyheder.
Fremover vil kommunerne ifølge mediet kun skulle indberette antallet af hænder som et samlet gennemsnit for den enkelte kommune.
Det vækker harme hos Forældrenes Landsorganisation (FOLA).
Forældreformand Signe Nielsen siger til DR, at hun er "vanvittig chokeret" og "dybt skuffet".
- Nu skulle vi endelig have noget gennemsigtighed, hvor forældrene kunne vide, hvad de afleverede deres børn ind til, og så afskaffer de det bare.
Minimumsnormeringerne kræver, at der som minimum skal være en voksen til tre børn i vuggestuer og minimum en voksen til seks børn i børnehaver.
Normeringerne opgøres som et årligt gennemsnit på kommuneniveau.
Hos Kommunernes Landsforening (KL) kalder formand for Børne- og Undervisningsudvalget Thomas Gyldal Petersen (S) opgørelsen på institutionsniveau for en "unødig administrativ opgave".
Det er således KL selv, der har foreslået at droppe opgørelsen. Det har Børne- og Undervisningsministeriet ifølge DR accepteret som led i bestræbelserne på at luge ud i bureaukratiske regler og krav.
Hos pædagogernes fagforbund, BUPL, ærgrer formand Elisa Rimpler sig over beslutningen.
- Det er vigtigt, at borgere, forældre og også politikere kan gennemskue, hvordan normeringerne ser ud. Og det kan man ikke, hvis opgørelserne ikke laves for de enkelte institutioner.
- Det her er en måde, hvorpå man lægger et røgslør hen over, hvordan det ser ud på den enkelte institution, siger hun til Ritzau.
Hun køber ikke argumentet om, at det er administrativt besværligt at lave opgørelserne.
- Det er data, man har i forvejen og ikke nogen kæmpestor administrativ opgave.
SF's børneordfører, Astrid Carøe, er ligeledes stærkt utilfreds.
Hun siger i en skriftlig kommentar, at "Socialdemokratiet svigter både børnene og den oprindelige aftale".
- Det er urimeligt at pakke det ind under frisættelse, når det i virkeligheden er ansvarsfraskrivelse, siger hun i en kommentar til Ritzau.
Hun vil nu kalde børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd.
Tesfaye har ikke mulighed for at kommentere sagen, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.
Ministeriet oplyser i et skriftligt svar, at regeringen har valgt at imødekomme et ønske fra kommunerne om at "forenkle kommunernes indberetningspligt".
Det betyder, at kommunerne "ikke skal bruge administrative ressourcer på at validere personaledata på institutionsniveau, som ikke understøtter et lovkrav", skriver ministeriet.
/ritzau/