Københavns Lufthavne har igen sorte tal på bundlinjen

9. AUG 2022 • 11:38ERHVERV/POLITIK

Efter en lang periode med coronarestriktioner begynder Københavns Lufthavne så småt at give overskud igen.

Covid-19 satte en alvorlig kæp i hjulet på lufttrafikken og dermed også Københavns Lufthavne, der i perioder har ligget helt underdrejet.

Men nu er selskabet på vej mod mere normale tilstande. Det kan man læse af virksomhedens regnskab for andet kvartal i år, hvor der for første gang i lang tid er overskud på driften.

Københavns Lufthavne - der driver både Kastrup og Roskilde Lufthavn - præsterede i april, maj og juni et resultat før skat på 159 millioner kroner.

Det er langt bedre end underskuddet på 171 millioner kroner i første kvartal og er med til at sørge for, at halvårsresultatet næsten går i nul.

- Københavns Lufthavn er nu meget tæt på finansiel break-even. Det er positivt efter den værste krise for lufthavnen nogensinde.

- Men vi er ikke helt i mål endnu, og break-even bringer os desværre ikke i en position til at investere i fremtiden, siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

Københavns Lufthavne har måttet optage store lån for at holde snuden oven vande i coronatiden.

Helt præcist er gældsbyrden vokset med 2,2 milliarder kroner siden marts 2020.

Og der er da fortsat også et stykke vej op til de passagertal, man opnåede i tiden før nedlukningerne.

Således er antallet af passagerer på de europæiske ruter fortsat 21 procent under niveauet dengang, og på langdistanceflyvningerne mangler man 42 procent.

Under krisen blev der i øvrigt nedlagt omkring 800 stillinger i Kastrup. I første halvår er der kommet godt 500 nye medarbejdere til, primært i sikkerhedskontrollen.

På grund af den store usikkerhed om brændstofpriser, mulige nye covid 19-varianter og krigen i Ukraine, tør Københavns Lufthavne ikke endnu komme med en vurdering af, hvordan regnskabet for 2022 ender med at se ud.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU