Kinesiske virksomheder får advarsel om miljøansvar i Danmark
Kinesiske virksomheder skal være med til at betale for affaldshåndteringen af deres produkter i Danmark.
Miljøstyrelsen har fredag sendt advarselsbreve ud til omkring 1000 kinesiske virksomheder om deres producentansvar.Det skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside.
Ingen kinesiske virksomheder har ifølge Miljøstyrelsen tilmeldt sig det danske producentansvarsregister, selv om kinesiske varer hver dag strømmer ind i Danmark.
- Miljøstyrelsen har en begrundet mistanke om, at mange af disse virksomheder burde være registreret og bidrage til at betale regningen for affaldshåndteringen.
- Det skyldes at de kinesiske virksomheder sælger pakker direkte til forbrugere eller virksomheder i Danmark, og ifølge lovgivningen er de dermed pålagt et eller flere producentansvar, skriver Miljøstyrelsen.
Advarselsbrevene er første skridt i en håndhævelsesproces, der kan føre til påbud, bøder eller politianmeldelser.
Affaldet kan bestå af alt fra batterier til elektronik og emballage.
I november oplyste fragtfirmaet Dao, der er en forkortelse for Dansk Avis Omdeling, til TV 2, at antallet af pakker afsendt fra Kina er steget med 50 procent i 2024.
Ifølge TV 2 håndterer Dao knap en kvart million pakker fra kinesiske virksomheder om ugen.
Erhvervsministeriet bad i oktober Sikkerhedsstyrelsen om at skærpe indsatsen mod ulovlige produkter fra onlineplatforme som eksempelvis Temu, der især har været i vælten.
- Desværre ved vi, at der på flere onlineplatforme fra udlandet, såsom Temu, bliver solgt produkter, der kan være sundhedsfarlige og skadelige for danskerne og deres børn.
- Det er for dårligt, og vi vil ikke tolerere det i Danmark, sagde erhvervsminister Morten Bødskov dengang.
/ritzau/