Ingen panik hos Lego over amerikansk told

11. MAR 2025 • 13:01ERHVERV/POLITIK

Lego-direktør ligger ikke søvnløs om natten på grund af Trumps toldtrusler. Lego åbner fabrik i USA i 2027.

Når den amerikanske præsident Trump truer med at lægge told på varer, der importeres til USA fra Mexico, lytter man naturligvis hos Lego.

For den danske legetøjsproducent henter en stor del af sin omsætning i USA i kraft af den fabrik, som man for år tilbage etablerede i netop Mexico.

Men udsigten til en eventuel straftold på mexicansk produceret Lego får ikke her og nu administrerende direktør Niels B. Christiansen til at ryste på hånden eller overveje alternativer.

Det siger han på et online pressemøde efter præsentationen af et nyt rekordregnskab for Billund-koncernen.

- Vi går ikke i panik på grund af umiddelbare mavefornemmelser eller på grund af, at der måtte komme told på varer fra Mexico.

- Det gjorde vi heller ikke, da pandemien ramte, og det gjorde vi heller ikke, da inflationen senere ramte energipriserne, siger Niels B. Andersen.

Fra Legos synspunkt handler det om ikke at tænke i kortsigtede løsninger, men i stedet at have det lange lys på.

- Det vigtigste for os er at bevare det momentum, vi har opbygget. Vi investerer med en lang tidshorisont, og det har vi også gjort i USA, hvor vi er i fuld gang med at bygge en fabrik, som åbner i 2027, siger han.

Niels B. Andersen afviser af samme årsag, at der er behov for at prøve at sætte yderligere fart på byggeriet af fabrikken eller investeringerne i USA.

- Vi traf beslutningen om at bygge fabrikken, fordi vi kunne se, at der var behov for yderligere kapacitet fra 2027 og frem. Det har vi ingen planer om at ændre på.

- Vi afventer i det hele taget situationen og ser, hvad der rent faktisk sker, og så tager vi de beslutninger, der gavner os mest på lang sigt, siger Niels B. Christiansen.

Lego oplyser ikke detaljerede salgstal for de enkelte regioner, så det er uvist, hvor stor en del af omsætning der stammer fra amerikanske kunder.

Legos samlede omsætning i 2024 udgjorde 74,3 milliarder kroner. Det er en forbedring på 13 procent sammenlignet med året forinden.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT