Indiske diabetespatienter kan nu få fingre i Novo Nordisk-middel
Novo Nordisk har fredag lanceret diabetesmidlet Ozempic i Indien. Selskabet sælger i forvejen Wegovy i landet.
Det danske medicinalselskab Novo Nordisk har fredag lanceret diabetesmidlet Ozempic på det indiske marked.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Indien har ifølge Reuters verdens næststørste befolkningsgruppe med sygdommen diabetes 2. Landet er kun overgået af Kina.
Sygdommen gør, at ens blodsukker er for højt, fordi kroppen enten ikke kan finde ud af at udnytte insulinen optimalt eller ikke producerer nok.
Ozempic hjælper patienter med at regulere blodsukkeret.
I Indien er der også stigende udfordringer med overvægt, hvilket gør det til et nøglemarked for producenter af både diabetes- og vægttabsmidler.
Indien er med 1,4 milliarder indbyggere verdens største land målt på befolkningstal.
Analytikere har estimeret, at det globalt kan være 150 milliarder dollar værd årligt ved udgangen af dette årti. Det svarer til næsten 1000 milliarder kroner.
Novo Nordisk er i forvejen til stede på det indiske marked med vægttabsmidlet Wegovy, men man er i skarp konkurrence med amerikanske Eli Lilly.
I november skrev Reuters, at det danske selskab ville skære en tredjedel af prisen på Wegovy i Indien.
Beslutningen blev taget, få dage efter at Eli Lillys middel Mounjaro blev det mest sælgende vægtstabspræparat i landet.
Hvis man udelukkende måler selskabernes succes på aktiekursen, så har Eli Lilly i høj grad lagt sig i front af kapløbet.
For Novos vedkommende er der siden juni sidste år blevet skåret næsten 70 procent af selskabets markedsværdi.
Imens er Eli Lilly i samme periode blevet en anelse mere værd.
/ritzau/
