Hver anden kommunalpolitiker oplever chikane

24. MAR 2023 • 00:49ERHVERV/POLITIK

En kommunalpolitiker har oplevet fået sit cykelhjul løsnet. Mange bliver chikaneret, skriver Politiken.

Godt fem ud af ti kommunalpolitikere oplever chikane både på og uden for sociale medier.

Det viser en ny undersøgelse fra Kommunernes Landsforening (KL), skriver Politiken. Den er lavet af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet.

Her fremgår det, at 51 procent oplever at blive chikaneret uden for sociale medier.

Når det kommer til sociale medier, er tallet 64 procent.

En af de kommunalpolitikere, der har oplevet chikane, er Michael Tøgersen (LA).

Siden han for første gang blev valgt ind i byrådet i Frederikssund i 2017, har han oplevet at blive chikaneret af den samme borger.

Politikeren fortæller til avisen, at han blandt har oplevet at få sit cykelhjul løsnet, og at nogen havde puttet lim i låsen til hans arbejde.

Michael Tøgersen gik til politiet, men sagen blev henlagt efter ni måneder.

Det er dog ikke kun chikane, politikerne beretter om.

Undersøgelsen viser også, at godt syv ud af ti sommetider, ofte eller meget ofte har oplevet "en alt for høj arbejdsbelastning".

I februar trak Sabrina Louise Christiansen sig fra Frederiksberg Byråd samt sine interne poster i Enhedslisten efter at have været sygemeldt med stress i en måned.

- Efter jeg havde haft to uger med abstinenser efter arbejde, ikke kunne sove om natten, stressdrømte, græd, når jeg skulle uden for en dør, og begyndte at lide af social angst, kom jeg meget hurtigt frem til, at jeg måtte trække stikket.

- Jeg kunne konkludere, at det, der havde gjort, at jeg fik stress, var politik, siger hun til Politiken.

Sabrina Louise Christiansen håber dog stadig, at den store arbejdsbelastning for kommunalpolitikere kan blive bedre, i takt med at der kommer mere fokus på stress i politik.

757 kommunalbestyrelsesmedlemmer har besvaret undersøgelsen. Det svarer til en svarprocent på 30,9.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU