Dansk økonomi har stærk medvind - men den kan hurtigt vende
Økonomien ventes at forblive god de næste par år, men risici lurer ifølge forårets vismandsrapport.
Dansk økonomi står på et solidt grundlag, selv om der er høj usikkerhed om den internationale udvikling. Det konkluderer Det Økonomiske Råds formandskab i forårets vismandsrapport, der er offentliggjort tirsdag.Ifølge overvismand Carl-Johan Dalgaard ventes dansk økonomi at forblive i moderat højkonjunktur med høj beskæftigelse i 2025 og 2026.
- Der er dog usædvanligt store nedadrettede internationale risici, som kan medføre et større dansk beskæftigelsesfald, end dét prognosen tilsiger, siger overvismand Carl-Johan Dalgaard i en pressemeddelelse.
Det kunne eksempelvis være den handelskonflikt, som skyldes USA's gentagne udmeldinger om mulig øget told, hvilket skaber usikkerhed verden over.
Alligevel ventes væksten i Danmark at blive på tre procent ifølge økonomisk redegørelse, som i sidste uge gav en status på dansk økonomi.
Vismændenes rapport tirsdag peger på, at finanspolitikken er for lempelig i forhold til at stabilisere økonomien.
Det skyldes blandt andet, at finanspolitikken skal understøtte politiske prioriteringer, der kræver øgede udgifter som eksempelvis forsvar og klima.
Formandskabet fremhæver, at der ikke aktuelt ses tegn på ubalancer på bolig- eller arbejdsmarkedet, og at der ikke er tegn på overoptimisme hos forbrugerne, selv om økonomien er god, og beskæftigelsen er rekordhøj.
- Aktuelt er der ikke klare tegn på konjunkturafledte ubalancer i dansk økonomi, men vores vurdering er, at den planlagte finanspolitik øger risikoen for, at de opstår fremadrettet, siger Carl-Johan Dalgaard.
Formandskabet vurderer, at det økonomiske råderum frem mod 2030 er på 64 milliarder kroner. Det er statens forventede overskud, hvis prognoserne for økonomien holder.
Størrelsen på råderummet er omstridt, og regeringen har bebudet en "betydelig opjustering" i slutningen af juni, hvor Finansministeriet fremlægger sit bud.
Overvismanden understreger, at usikkerheden i beregningen af råderummet taler for forsigtighed, når midlerne udmøntes. Det vil sige, at politikerne ikke skal bruge alle pengene, da overskuddet kan vise sig at være mindre.
- Usikkerheden i beregningen af råderummet og den aktuelle konjunktursituation taler for at udvise forsigtighed, når råderummet udmøntes, siger overvismanden i meddelelsen.
Analyser viser, at fusioner mellem virksomheder i gennemsnit har øget effektiviteten og sænket priserne med cirka syv procent, men at fusioner i visse tilfælde har ført til højere priser og omkostninger.
/ritzau/