Hollandsk højrefløjsleder taler til Dansk Folkepartis årsmøde
Geert Wilders bliver gæst til Dansk Folkepartis fødselsdagsfest om to uger, hvor han skal tale på scenen.
Dansk Folkeparti fejrer 30 års jubilæum, når partiet mødes til årsmøde om to uger, og den hollandske højrefløjspolitiker Geert Wilders vil være til stede i Viborg for at markere dagen.Det fremgår af partiets nyhedsbrev.
Han går på scenen med partiformand Morten Messerschmidt (DF), som tidligere har foreslået, at blå blok lader sig inspirere af hollandsk politik.
- Det bliver en dag fyldt med politik, spændende taler, fællesskab og fest, hvor vi samler kræfterne og markerer både vores historie og den fantastiske fremgang, vi oplever lige nu, skriver Messerschmidt i nyhedsbrevet.
I 2024 blev der i Holland dannet en borgerlig flertalsregering mellem fire partier med hver deres dagsorden. Geert Wilders højrenationale og stærkt islamkritiske frihedsparti gik med i regering.
Messerschmidt har selv sagt tidligere, at det var en fejl, at Dansk Folkeparti ikke gik med i regering i 2015, hvor partiet fik sit bedste valg nogensinde med 21,1 procent af stemmerne.
Partiet gik efterfølgende tilbage og fik i 2022 kun 2,6 procent af stemmerne. Siden har partiet rejst sig og står i dag til knap otte procent af stemmerne ifølge en måling fra Voxmeter.
Udfordringen er, at blå blok er fragmenteret og skal stå som et reelt alternativ til rød blok for at vinde valget - og eventuelt danne regering efter.
- Jeg er stolt af at kunne fortælle, at Geert Wilders gæster vores årsmøde som hovedtaler. Sammen med mig og flere andre vil han give sit bud på, hvordan vi styrker det borgerlige samarbejde i Europa og forsvarer de værdier, vi tror på, skriver Messerschmidt.
Selv om Messerschmidt har fremhævet den hollandske regeringsform, så fik det en brat slutning i juni, efter at Geert Wilders trak Frihedspartiet (PVV) ud af koalitionsregeringen, som brød sammen.
Frihedspartiet blev størst ved valget, men Wilders kunne ikke samle et flertal, der ville pege på ham som statsminister. Regeringen sad i et år.
Han trak sit parti ud af regeringen, fordi han mener, at den ikke har gjort tilstrækkeligt for at bremse indvandringen til Holland.
Wilders har blandt andet krævet et totalt stop for asylansøgere og en nedlukning af landets asylcentre.
I 2024 fik Dansk Folkeparti besøg af den franske politiker Jordan Bardella, som er formand for højrefløjspartiet National Samling. De to partier indgik et samarbejde.
/ritzau/