Højere energipriser får europæisk inflation til at stige markant
Inflationen i eurozonen er steget fra 2,9 procent i juli til 3,3 procent i august, viser foreløbig opgørelse.
Inflationen i eurozonen er steget mærkbart fra juli til august.Det viser en foreløbig opgørelse fra EU's statistikbureau, Eurostat, der er udkommet tirsdag formiddag.
I august blev inflationen opgjort til 3,3 procent på årsbasis, hvilket er et pænt stykke over de 2,9 procent i juli.
Stigningen i inflationen er primært drevet af højere energipriser, fremgår det.
Det er også noget, Erik Bjørsted, der er cheføkonom hos Dansk Metal, har noteret sig.
- Inden krigen mellem USA og Iran brød ud, var inflationen under kontrol og tæt på ECB's målsætning på to procent, siger han i en kommentar.
- Men olieprisen steg hurtigt fra omkring 70 dollar til over 100 dollar per tønde, og de højere energipriser pressede inflationen op.
Med dagens opgørelse står det ifølge cheføkonomen klart, at Den Europæiske Centralbank (ECB) efter alt at dømme kommer til at hæve renten igen til september.
ECB skal dog passe på med at overreagere på inflationstallene, mener han.
- Energipriserne har presset inflationen op, men den europæiske økonomi er samtidig skrøbelig. Hvis ECB strammer for meget, risikerer det at bremse væksten unødigt, siger han.
Centralbanken bruger renteforhøjelser til at tøjle for høj inflation.
Når renten hæves, bliver det dyrere at låne penge, og det skal få forbrugerne til at holde igen. Det lægger som regel låg på prisstigningerne.
Søren Kristensen, der er cheføkonom hos AL Sydbank, kommer med nogenlunde samme melding som Erik Bjørsted.
- Dagens tal understreger, at vi ikke indtil videre ser, at prisstigningerne spreder sig fra tankstationerne og ind i butikkerne, skriver han i en kommentar.
- Derfor er det også fortsat vores vurdering, at ECB bør være meget forsigtige med at hæve renten for meget. Det løser nemlig med garanti ikke energikrisen.
RITZAU
