Henrik Frandsen erkender fejl i sag om solgt landejendom

ERHVERV/POLITIK17. SEP 2026 • 15:06

Henrik Frandsen beklager forløb om salg af ejendom i 2019, da han var borgmester i Tønder.

Få uger inden den moderate politiker Henrik Frandsen ventes valgt som Folketingets formand, er han blevet ramt af en gammel sag fra hans tid som borgmester i Tønder.

Sagen drejer sig om et salg af en landejendom med jord, som TV 2 har afdækket.

Efter kritik fra regeringens to støttepartier, Enhedslisten og Alternativet, erkender Henrik Frandsen nu at have begået fejl i forbindelse med sit salg dengang.

- Jeg har brugt dagen i dag på at gennemgå sagen igen og lytte til den kritik, der er kommet. Jeg er kommet frem til, at jeg burde have handlet anderledes, skriver han i en kommentar til TV 2.

Sagen har sit udspring i 2001, hvor Henrik Frandsen underskriver en aftale om, at en del af hans landbrugsjord skal udtages til beskyttet natur.

I 20 år får han økonomisk kompensation for dette, hvorefter jorden skal forblive beskyttet natur uden landbrugsdrift.

Men op til salget af ejendommen og jorden i 2019 søger borgmester Henrik Frandsen om tilladelse af Tønder Kommune til, at området igen må dyrkes som landbrugsjord - uden at gøre opmærksom på den gamle aftale om, at landstykket er udtaget til beskyttet natur.

Køberen af grunden er derfor i den tro, at han kan dyrke det omtalte stykke jord.

Ifølge TV 2 øger manøvren værdien af grunden med op til en million kroner.

Køberen oplever efterfølgende, at kommunen gør ham opmærksom på, at han ikke må dyrke jorden, da den er udlagt til beskyttet natur.

Han klager til kommunen og får medhold i, at der er tale om en sagsbehandlingsfejl fra Tønder Kommunes side - og at han derfor godt må dyrke jorden alligevel.

Henrik Frandsen erkender nu, at han burde have handlet anderledes.

- Jeg burde have gjort Tønder Kommune opmærksom på den gamle aftale og den tinglysning, der lå på arealet, lyder det til TV 2.

Beklagelsen kommer efter kritik fra Enhedslisten og Alternativet.

Opfølgende til Ritzau siger Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, at man har set på sagen med alvor.

- Vi har understreget, at når man sidder som formand for Folketinget er det en magtfuld position, og den skal varetages med en stor grad af ydmyghed og selvrefleksion, siger Peder Hvelplund.

Han tilføjer, at der ikke er foregået en ulovlighed fra Henrik Frandsens side.

- Som jeg ser sagen fremlagt, er der ikke noget, der tyder på, at han juridisk har gjort noget forkert, men når man ser på det indholdsmæssige i forhold til det moralske og politiske, så skal man som borgmester varetage et stort ansvar over for borgerne i kommunen og kommunens ansatte, siger han.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT