Hård konkurrence om unge udfordrer optaget på Politiskolen

22. JUN 2024 • 10:50ERHVERV/POLITIK

Mange opfatter, at det er svært at blive betjent. Men langt de fleste kan klare uddannelsen, mener rektor.

En flerårsaftale for politiet fra slutningen af 2020 skulle være med til at sikre 450 ekstra betjente.

Men tre et halvt år senere er kun 170 ekstra kommet til.

Den primære årsag til, at flere ikke søger ind på Politiskolen, er, at der er et kæmpestort uddannelsesudbud.

Det mener Jan Bjørn, rektor på Politiskolen, som tilføjer, at "konkurrencen er hårdere, end den nogensinde har været".

- Vi er mange, der gerne vil have fat i dem (unge mennesker, red.), siger Jan Bjørn.

Han mener ikke, at optagelseskravene til Politiskolen er med til at skræmme ansøgere væk.

Men Jan Bjørn tror, at mange har en opfattelse af, at det er meget svært at blive betjent.

- Vi skal blive bedre til at fortælle, at det er en uddannelse og et optagelsesforløb, som langt de fleste kan klare, siger han.

Rektoren hæfter sig ved, at optagelsestallet har ligget nogenlunde stabilt mellem 550 og 600 over de seneste tre år.

- Men vi vil meget gerne have flere. Det har vi også haft planer om, men vi har ikke kunnet finde dem, lyder det.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) understreger over for TV 2, at der er behov for flere betjente.

Den væsentligste årsag til rekrutteringsudfordringerne er, at der er "rift om hænderne" på det danske arbejdsmarked, mener han.

Ministeren svarer hverken ja eller nej til at genindføre løn under hele politiuddannelsen, som SF's retsordfører, Karina Lorentzen, ellers ønsker for at gøre uddannelsen mere attraktiv.

- Løn under uddannelse er et politisk spørgsmål, men det er også et tema, som fylder blandt de studerende på Politiskolen, siger rektor Jan Bjørn.

Arbejdet som betjent kræver, at man er i god fysisk form.

Derfor indeholder optagelsesprøven til uddannelsen en fysisk prøve, som tester kondition, styrke, hurtighed og koordination.

Derudover er det vigtigt, at man kan skrive klart og forståeligt, ligesom man skal kunne levere en forståelig argumentation, skriver politiet på sin hjemmeside.

Politiskolen har iværksat flere initiativer for at sikre øget optagelse.

Helt konkret tilbydes de, der dumper optagelsen, at deltage i et opkvalificeringsforløb.

- Vi har haft et forløb med 24, som havde udfordringer med de fysiske krav. Der var eksamen i går (fredag, red.), og de 20 bestod, siger Jan Bjørn.

Politiskolen gør det samme med kravene til skriftlig dansk, som ”vi heller ikke kan slække på”.

- Opkvalificeringsforløbet i dansk, som foregår på Politiskolen med dansklærere, har givet 100 ekstra optagne inden for det seneste års tid, lyder det.

Politiskolen har et uddannelsescenter i henholdsvis Brøndbyøster ved København og Vejle.

Skolen tilbyder også uddannelsen til politikadet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT