Gældsstyrelsen får kritik: Flere enlige mangler børnepenge
Det er utilfredsstillende, at Gældsstyrelsen ikke inddriver flere skyldige børnebidrag, mener ombudsmand.
Flere enlige forældre end tidligere må se langt efter de børnepenge, de har krav på.Det skyldes, at Gældsstyrelsen ikke i tilstrækkelig grad får inddrevet børnebidrag, der ikke er blevet betalt af den anden forælder.
Det skriver Folketingets Ombudsmand i en pressemeddelelse mandag.
Der er tale om rundt regnet 517 millioner kroner, der mangler at blive inddrevet. I 2018 lød den samlede gæld på 238 millioner.
- Det går ud over de berørte familier og børn, når skyldige børnebidrag ikke inddrives. Derfor er det i mine øjne meget utilfredsstillende, at gælden på dette område vokser, siger ombudsmand Niels Fenger i pressemeddelelsen.
- Jeg anerkender, at Gældsstyrelsen har haft fokus på problemet i nogle år, men jeg må samtidig konstatere, at det ikke er lykkedes at vende udviklingen, siger han videre.
Gældsstyrelsens problemer skyldes blandt andet overgangen mellem to systemer til inddrivelse. Kun i det nye system kan det for eksempel lade sig gøre at tilbageholde skyldneres løn og på den måde kradse pengene ind.
Den såkaldte lønindeholdelse er ifølge styrelsen blandt de mest effektive metoder til at inddrive gæld.
Men mange af gældsposterne står fortsat i det gamle inddrivelsessystem, og derfor halter det med at få pengene frem til de enlige forældre.
Tilbage i 2018 var gælden også voksende. På knap to år var den steget med 37 millioner kroner. Det udløste ligesom nu kritik fra Folketingets Ombudsmand.
Gældsstyrelsens forklaring var, at man på det tidspunkt var nødt til at gennemgå en del sager manuelt, fordi et nyt inddrivelsessystem først ville være klar året efter.
Siden er gælden dog bare steget yderligere og er nu mere end dobbelt så stor som i 2018.
Skattemyndighederne har oplyst til ombudsmanden, at der arbejdes på at flytte flere gældsposter til det nye system, så gælden kan bringes ned.
Det arbejde har ombudsmanden bedt om at få en status på til august næste år.
/ritzau/