Fransk våbenproducent dropper søgsmål mod Danmark i Elbit-sag
Nexter Systems har indgået forlig med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i sag om våbenkøb.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) og den franske våbenproducent Nexter Systems har indgået et forlig i sagen om Forsvarets indkøb fra den israelske våbenproducent Elbit sidste år.Det skriver Altinget fredag. Netmediet har fået oplysningen bekræftet fra begge parter.
Det betyder, at Nexter Systems ikke vil gå videre med den sag, som franskmændene i begyndelsen af i år anlagde mod FMI.
Parterne oplyser ikke indholdet af forliget, og hvorfor det blev indgået.
- KNDS (Nexter Systems moderselskab, red.) har ikke yderligere kommentarer til denne sag og har besluttet at fokusere på sit gode samarbejde med Danmark til støtte for Ukraine, meddeler KNDS' talsperson, Gabriel Massoni, til Altinget i en mail.
Nexter Systems mente, at Danmark overtrådte EU's regler om ligebehandling og gennemsigtighed i Elbit-sagen, da den israelske våbenproducent Elbit Systems i januar 2023 blev tildelt en kontrakt på levering af 19 artillerisystemer og otte raketkastere til 1,7 milliarder kroner.
Nexter Systems havde aldrig afgivet et tilbud på den konkrete ordre på nye våben, selv om FMI og Forsvarsministeriet over for Folketinget havde givet indtryk af det modsatte.
Kun Elbit Systems og koreanske Hanwha Systems var blevet kontaktet af FMI.
FMI og Forsvarsministeriet valgte alligevel på den baggrund at anbefale medlemmerne af Forsvars- og Finansudvalget, at de skulle sige ja til, at Danmark købte artillerikanoner og raketkastere fra Elbit Systems.
Hvis sagen var kommet for Retten i Glostrup, ville der ifølge Altinget være gået en rum tid, inden sagen kunne gå i gang.
Ifølge en aktindsigt baseret på dokumenter mellem FMI, Retten i Glostrup og Kammeradvokaten, der er statens advokat, havde sidstnævnte først tid til at møde op i retten og repræsentere FMI i begyndelsen af 2027.
/ritzau/